Vi leger dyrlæge falder ind under det – til lejligheden opfundne begreb – kulisse-bog; det vil sige en bog som man kan folde ud og bruge som kulisse mens man leger med tilbehøret. Det er altså ikke en fortælling, men snarere et stykke legetøj – og hvilket herligt stykke legetøj! Præmissen er, at man som dyrlæge skal behandle tilskadekomne kæledyr i sin klinik.
Udstyret er ret så gennemtænkt, der medfølger 17 dyr i pap, som er trykt på begge sider. På den ene side er dyret kommet til skade, på den anden side har dyret været under behandling. Alt er udformet i pap eller papir, for eksempel slår man patientjournaler op på computeren ved at tage det relevante stykke papir med det pågældende dyrs informationer på og stikke det ind i siden af computerens skærm (som bare er en gennemsigtig holder). Undersøgelsesborde og en vægt er fastmonterede papstykker, der kan foldes ud og røntgenbillederne er fortrykte halvgennemsigtige stykker papir, som man stikker ned i en holder med hvid baggrund. Meget primitivt og simpelt, men genialt i al sin enkelthed.
Der medfølger 4 små sundhedshåndbøger med en lille oversigt over, hvilke indgreb man som dyrlæge kan tænkes at skulle udføre, kigger man for eksempel under katte, står der under småskavanker, at en torn i poten skal desinficeres med antibakteriel spray og tornene trækkes ud med en pincet. Under teksten er der billeder af det nødvendige værktøj, som er udformet i små udstansede papstykker.
Grafisk er det en meget indbydende bog, holdt i klare pastelfarver og med en fin streg, der ikke kammer over i det ultranuttede – som voksen kan man sagtens holde til at kigge på den over længere tid.
Der er ikke meget der kan skræmme en garvet børnebibliotekar, men en sætning som denne, står højt på min personlige top 10: “En bog med over 60 løsdele, så du selv kan lege dyrlæge”. Med de mange smådele, er det heller ikke en bog som egner sig til børn under tre år. Der er en del tekst og selvfølgelig vil man nok få mere ud af selv at kunne orientere sig i teksten, men jeg synes som sådan, at den er så pædagogisk udformet, at en 3-4- årig også vil synes den er sjov.
Som bibliotekar sukker jeg over, hvor få udlån der skal til, før de fleste papdele er flået ud af bogen og forsvundet. Som forælder tager jeg mig til hovedet over konstant at skulle rydde op i, og holde styr på, de mange løsdele. Men mit indre legebarn var fik mig til at kaste mig over bogen i en så besiddende manøvre, at selv Gollum ville betragte sit tilhørsforhold til Saurons ring som værende skødesløst. Det er en bog med potentiale for mange timers leg og ikke bare én der vil samle støv på reolen – så længe altså indholdet er bare nogenlunde intakt. (SN)
