Dennis Gade Kofod er fra Bornholm, og her værner man om den gamle folketro, der stadig lever i mange bornholmere. Man skal ikke dykke langt ned i den bornholmske sagnskat, før fortællinger om trolde, hekse og ikke mindst de underjordiske myldrer frem fra klippegrunden. Moser, vandreblokke, grundfjellet og fantasi har givet liv til disse historier i århundreder, og nu er det op til vor tids fortællere at holde liv i dem. Den opgave løser Dennis Gade Kofod til fulde i Vildfaren.
Børnene Laust og Lea begiver sig afsted gennem skoven med et par varme vanter til mormor. Hun bor ude i den store skov. Undervejs skal de huske at hilse på stenen ved stien. Ellers farer man vild. Denne gang hilser Laust ikke på stenen. Han synes, det er lidt fjollet. Men man bør ikke sådan glemme de gamle råd, for de er opstået af en grund og rummer et gran af sandhed. Måske mere end man aner. Pludselig er Laust faret vild. Lea er ikke at se nogen steder.
Laust er vokset op tæt på naturen, og nu er han afhængig af de ting, han har lært om skoven, stenene og om at finde vej. En sten er ikke bare en sten. En sten er liv.
Den norske tegner Theodor Kittelsen har gudskelov ikke levet forgæves. Hans trolde fra sidste del af 1800-tallet og frem til Kittelsens død i 1914 var om nogle funderet i den norske natur. De opstod af den og levede af den og i den. Sådan er det også på Bornholm. Den vildfarne Laust er bestemt ikke alene i skoven. Der er hele tiden øjne, der hviler på ham, men han fanger det først til sidst. Naturen er større end ham, og det kan godt være svært at rumme. Illustrator Aske Schmidt Rose lader sine tusmørkevæsner betragte Laust på afstand, men man er ikke i tvivl om deres tilstedeværelse. De går i ét med skoven, og derfor bemærker Laust dem ikke. Roses trolde og hekse er ikke for børn. De er grimme, som den slags skal være. Store, klodsede og måske lidt forundrede over, hvad mennesker egentlig vil ude i skoven. Læg særligt mærke til trolden, der sover i sneen. Han er på én gang smuk og faretruende – for hvor dybt sover han egentlig? Sådanne illustrationer er der langt mellem i dag.
Nogle læsere vil nok skulle vænne sig lidt til illustrationerne, for de er ikke let tilgængelige. De er ekspressive og voldsomme, og der lefles på ingen måde for børnelæseren. Farverne holdes i mørke, orange og rødlige nuancer, hvilket giver billederne en vis melankoli. Man skal være gearet til denne bog.
De mørke illustrationer understøttes af Gade Kofods tekst, der bærer præg af folkeeventyrgenren, men alligevel er sprogligt tilpasset den moderne læser. Der ligger også en iboende poesi i sproget, som når det for eksempel sner på Lausts fødselsdag:
Vinterbarn. Som naturen fejrer med et smukt hvidt tæppe.
Eller når de gamle folkesagn kommer til live i fortællingen om, hvordan de svenske hekse smed sten mod Bornholm, fordi øen var så fager, at den mindede heksene om deres egen hæslighed.
Vildfaren tager sig tid til at fortælle sin historie, og det kan den roligt gøre, for både forfatter og illustrator har noget at komme med, og de supplerer hinanden på fornem vis.
Alligevel har jeg en faglig bekymring for, om bogen er for særpræget. Den hører til blandt de bøger, der skal hjælpes på vej, og jeg er usikker på, hvordan den vil sælge. Jeg ville dog inddrage den i et mellemtrinsforløb om billedfortællinger, fordi den rummer den sproglighed og æstetik, som den gør, og derfor må min anbefaling være, at bogen skal indkøbes på skolerne. Desuden er det en bog, der skal frem på hylderne. For dens forside skiller sig ud med sin voldsomhed og mystik og vil måske særligt kunne fange drengene på mellemtrinet.
Dennis Gade Kofod
Aske Schmidt Rose
Info om bogen på Jensen & Dalgaards hjemmeside
