Mon ikke de alligevel inderst inde mente, at der var noget galt med hende, når hun nu ikke var, som de troede, andre piger på hendes alder var? Hun havde for eksempel ikke nogen god veninde, som kunne komme og overnatte hos hende, en, hun kunne være fortrolig med, pjatte med, gå til fest med, drikke sig fuld med, den slags. Hun havde heller aldrig for alvor haft en rigtig kæreste. Det var ikke naturligt for en ung, køn pige, som de altid sagde.
Wenni er sammen med sine forældre flyttet fra landet ind til en lejlighed i byen. Ikke til Wennis udelte begejstring, selv om det hedder sig, at de er flyttet for hendes skyld.
Som man kan se af citatet, så er forældrene urolige for deres datter, der da også er noget af en særling og enspænder. En køn en af slagsen, ganske vist, men ikke desto mindre. Inde på sit værelse har Wenni fået sat et spejl op. Det er et spejl, der gør hende urolig, for det er som om hun kan ane liv derinde, der er en bevægelse, der gør hende nysgerrig. Oppe i spejlets højre hjørne mangler endvidere et stykke glas, hvorfra det bløder, sådan tænker hun i hvert fald.
Wenni har en talisman, en amulet, et stykke farvet glas, som hun værner om.
Om dagen, når kun kommer hjem fra skole, befinder den ensomme Wenni sig for det meste inde på sit værelse bag låst dør og tilbringer megen tid nøgen foran spejlet. Som læser ligger myten om Narcissus og Echo ligefor.
Wenni er som nævnt ensom, der er kammerater nok, som gerne vil hende, men hun vil ikke dem. Hun taler af og til med Ida og Philippa, men kun nødtørftigt. Og så er der Troc. Han er åbenlyst interesseret i hende og giver hende blomster – men hun vil ham ikke, gider ham ikke. Hun er sikker på, at hun kunne få ham, hvis hun ville, men er hun overhovedet til drenge? Da hun møder Rose, kommer hun alvorligt i tvivl og i en kort periode har de noget kørende med hinanden.
Men der er altså dette her spejl, og langsomt glider fortællingen ud i mystikken. Hvad der lignede en realistisk roman, skrider stille og roligt ud og bliver til noget ganske andet. Spejlet, som Wenni har fået installeret i sit værelse er et arvestykke, som har tilhørt hendes tipoldemor, men forældrene er ikke meget for at tale om det, de vil end ikke fortælle, hvad tipoldemoren hed.
Men Det får Wenni nu opsnuset alligevel, for figuren i spejlet viser sig at være hendes tipoldemor, som gradvist bliver mere synlig og til sidst inkarnerer sig og nævner sit navn: Fennimore.
(Fennimore er et kendt navn i litteraturen. Dels er det i dansk litteratur navnet på Niels Lyhnes store kærlighed i romanen af samme navn, og dels hed en amerikansk forfatter James Fennimore Cooper, det var ham, som bl.a. skrev romanen Den sidste Mohikaner.)
Fra da af og romanen ud er de to personer sammen både til glæde, i intimitet og irritation. De er hjemme på værelset sammen, de går i byen sammen, de drikker sig fulde sammen og tager stoffer. De stjæler moderens Dankort og powershopper, hvorefter de dropper kortet ned i kloakristen. Fennimore udfordrer Wenni helt ud til – og også ud over – grænsen. Det holder ikke!
Det pudsige er imidlertid, at Fennimore kun ses i selskab med Wenni. Ganske vist tager hun væk fra huset alene, men så ved læseren ikke, hvad hun foretager sig. Endelig er der det mysteriøse ved forholdet, at når de er i byen sammen, så ser de øvrige, de er sammen med kun den ene af dem. Den anden bliver så at sige overset.
Vi har i det indledende citat antydet, at Wenni ikke er rigtig rask, og som romanen skrives frem bliver det da også tydeligt, at det er sådan det forholder sig. Gennem døren til hendes værelse kan forældrene høre, hvordan hun taler højt med sig selv. Wennis forklaringer er dels, at hun øver sig på et skuespil, og dels, at hun har besøg af den fyr, Troc, som hun bilder forældrene ind, at hun ikke bare er kæreste med, men også siden hen bliver forlovet med (en ring, hun køber på moderens Dankort), men som de ikke får at se.
Men vi følger hende også til lægen, som virker oprigtigt bekymret på pigens vegne og ønsker for hende, at hun opsøger en psykolog, men Wenni vil ikke lytte og driver den så langt ud, hun kan.
Mod slutningen af romanen er Wenni i teatret for at se en teaterforestilling, hvor en af personerne, Henrik Jensen, i slutoptrinnet skal begå selvmord. Det er en oplevelse, som giver Wenni et hint om, hvorledes hun kan slippe fri af Fennimore, for det bliver tydeligt romanen igennem, at der forestår en nødvendig opgave, hvis hun skal slippe levende fra dette opslidende dobbeltliv. Men inden det kommer så vidt, må hun smadre spejlet.
Hun havde gjort noget forfærdeligt, men det føltes sært nok rigtigt, som at gå en farlig, men nødvendig omvej, der gav den ekstra tid, hun havde brug for. Hun kunne ikke have gjort noget anderledes. Hun var nødt til at skille sig af med Fennimore.
Men hvad det er, hun gør, og hvordan det hele ser ud til at løse sig, må man selv læse. Det må dog nævnes, at talismanen efter en tur ” ud i byen” havner på rette sted igen!
Romanen er bind to i en trilogi, som Bent Haller er i færd med at skrive. Første bind var romanen Lazarus (2012) om tvillingeparret Alwin og Aurora, der begge forelsker sig katastrofalt i samme figur, Lazarus. Det er tematisk, at disse romaner hænger sammen. Dobbelthed – eller personlighedsspaltning og sjælelig ubalance – er alvorligt på færde i begge romaner. Og som altid er man i Bent Hallers univers særdeles vel underholdt, romanerne er meget, meget velskrevne.
Hallers fortællinger skal formidles (han siger det endda selv). Og hans tekster er fulde af intertekstuelle referencer. Og dertil er han optaget af sære navne (Wenni, Troc, Fennimore – betydninger må man selv gå på jagt efter).
Denne mærkeligt lette og samtidig svære bog anbefales til gode læsere som individuel læsning, men det er en bog, som flest vil få mest ud af, hvis den bruges i undervisningsmæssig sammenhæng. Og som hovedværkslæsning vil den kunne give en masse fra sig. Så det anbefales.
