”Rodrick havde kun én trommestik at arbejde med, og Mackie var mere optaget af abepoten end af sin
guitar. Oven i alt det virkede de bare rustne, fordi det var længe siden, de havde spillet for et publikum. Men
det var alligevel BILL, der var mest ude af form. Han kunne overhovedet ikke huske sangteksterne og var
nødt til at læse dem på sin telefon. Og sådan som han kneb øjnene i, gætter jeg på, at han er ved at være
moden til et par læsebriller. Bill skulle nok have sat sin telefon i flytilstand før koncerten, for så ville den ikke
have ringet, da han fik et opkald fra sin bedstemor. Men Bill har åbenbart stor respekt for sin bedstemor, for
han svarede midt i en sang.”

Wimpy Kid aka Greg Heffley er tilbage for fuld heavy-udblæsning! Eller rettere, Gregs storebror Rodrick og
hans amatør-heavyband Lört i Blen er i hvert fald.

Greg begynder at hænge lidt ud med bandet, når de øver hjemme hos dem, men alt ånder bestemt ikke
idyl i bandet. Bandmedlemmerne skændes, det er svært at få scoret spillejobs nogen steder, og da
forsangeren Bill forelsker sig i Becky, vicebestyreren i en doughnutcafe, går det helt galt. Pludselig vil Bill
have at bandet skal spille romantiske sange, og Becky har masser af (synes hun selv) smaddergode (men
meget lidt heavy-agtige) ideer til, hvordan bandet skal promovere sig selv.

Greg prøver at hjælpe bandet ved at blive deres roadie og slæbe udstyr for dem, måske egentlig mest for at
få en masse insider-sladder han kan bruge til den bog han vil skrive om bandet, når de engang er blevet
virkelig berømte.

Lört i Blen prøver i desperation at melde sig til en legendarisk musikkonkurrence, som et af deres store
idoler engang vandt, men vejen frem til konkurrencen er lang og hård, og problemerne de møder undervejs
er både mange og store – og utroligt sjove for os læsere.

Som resten af Wimpy Kid-serien er bogen i hardcover og gennemillustreret af forfatteren selv i sort-hvid. De
karikerede streg-illustrationer supplerer fint handlingen.

Wimpy Kid 17 – Heavy Lört er nøjagtigt lige så gakket og skør som resten af seriens bøger, og hvis
man kan lide resten, vil man helt sikkert grine med i denne bog også. Hele præmissen er jo langt ude,
for bandet får simpelthen de mest åndssvagt vilde ideer til hvordan de vil promovere sig. Men det er
jo det, der er sjovt! Og er man først begyndt, så er det altså svært ikke at klukke med på sidelinjen.