Zam husker første gang et voksent menneske læste eventyret om den grimme ælling højt for ham. Zam forstod ikke alle ordene, og han havde mundkurv på.
Senere kunne han selv læse eventyret på biblioteket.
Zam forestiller sig, at de små svaner bliver fodret af de voksne svaner hver dag,
mens de vokser sig store:
Samfundet vil forsøge at opdrage dig som en AND – rap, rap, rap – men husk, du er en SVANE!                                                                                                                                     (s. 168)

I de senere år er der udgivet flere, hvad man kalder, bogobjekter. Det er udgivelser, der adskiller sig fra den gængse bog med hæftet ryg (codex) ved at selve værkets udtryk også afspejler sig i dets fremtoning. For blot at nævne et par eksempler: Morten Søndergaards sprogudforskende ”Ordapotek” i form af et medicinskab fyldt med medicinæsker med ordklasserne som indlægssedler, Mette Hegnhøis løsbladudgivelse, holdt sammen af tapetbånd og med såkaldt poetsne, ”Ella er mit navn. Vil du købe det?”, Oscar K. og Dorte Karrebæks billedbogsfrise på 2 meter: ”Knokkelmandens cirkus” og endelig Bodil Molich og Marianne Iben Hansens uendelige billedfrise i bogomslag ”Hvad er en evighed?”

Der er med andre ord en stor opmærksomhed på bogens fremtoning og ikke kun på dens indhold fra forfattere, illustratorer og forlagenes side, og det gælder også Jesper Wung-Sungs nyeste utraditionelle zombieroman: ”Zam.”

Romanen er indpakket i et omslag der minder om de gamle dvd-omslag med sort kant rundt om. Og fra titlens bogstaver Z-A-M løber det sorte blod ned fra bogstaverne og skaber en yderst dyster stemning, der varsler død og undergang.

Den særdeles udtryksfulde forsideillustration af den brødbetyngende, hætteklædte Zam, med egernet Emil på skulderen, er tegnet af illustratoren John Kenn Mortensen, der selv er fortrolig med zombier og gysergenren. Læs blot hans egen ”De utilpassede”. Her i ”Zam” viser han i små naturalistiske tegnede vignetter af svaner og egerner (både ”påklædte” og som skelet), at han kan andet end det vi normalt ser fra hans hånd.

Endelig er ”Zam” et værk, der allerede er taget en ordentlig bid af forneden til højre, og en roman, der også på alle andre måder er bid i.

For Zam kommer til at bide den irriterende klassekammerat Oscar i struben og bliver bortvist fra skolen, hvilket sætter fortællingen i gang, der, som det er sædvanligt for Jesper Wung-Sung, er skrevet med stor præcision i kompositionen, sproget og med en prisværdig fortælleøkonomi. Noget der på overfladen gør romanen let at læse, men som giver læseren nok at reflektere over undervejs.

”Zam” er genremæssigt en utraditionel zombieroman, fordi den modsat langt de fleste romaner om zombier er fortalt fra zombien  Zams synsvinkel og med ham som hovedperson, fordi den er en videredigtning af H. C. Andersens eventyr om ”Den grimme ælling,” fordi den leger med figurerne fra Anders And bladene, Rip, Rap og Rup, Astrid Lindgrens fortællinger om Emil fra Lønneberg, som er Zams yndlingsbog, Mark Twains outsider Huckleberry Finn, og måske ikke mindst fordi romanen også er en politisk samtidsroman om det at stå uden for fælleskabet og føle sig forkert og afvist. Altså det der på nydansk hedder inklusionsproblematikken.

”O Gud skee lov!” sukkede Ællingen, ”jeg er saa styg at selv Hunden ikke gider bide mig.” skriver HCA i eventyret for cirka 170 år siden.

Her i ”Zam” oplever læseren den grimme ællings litteraturhistoriske vendetta, for noget af det første, vi som læsere møder er Zams far og mor, og hans to brødre Zim og Zum, i færd med at æde hunden Fido. Og sådan er der så meget at bide mærke i under læsningen. Zam skærer ikke sine figurer ud med kniv spærret inde i værkstedet som Emil, men har låst sin ”familie” inde i lejligheden, mens han sidder og gnaver figurerne frem med tænderne i trappeopgangen, hvor han til sidst har en hel træfigurfamilie stående.

Generelt set er romanen en dybt alvorlig fortælling om zombien Zams kamp for at blive accepteret blandt menneskene. Han går som et menneske (Sæt hælen i jorden, rul over fodballen, sæt af med tæerne), går i skole, læser lektier, vasker sig under armene, børster tænder og prøver af alle kræfter at indpasse sig blandt menneskene. Menneskedrengen Oscar vil det anderledes. Han mobber, og han driller klassekammeraten Zam; men da han kommer til at drille ham med, at Zam kun tænker på sætte tænderne sin gode, kærlige menneskeven Sofie, går det galt. Zam går til biddet og slår Oscar ihjel med et præcist angreb på struben. Han fortryder, men det er for sent. Oscar er allerede ved at blive en zombie:

Et øjeblik håber Zam, at det der er sket, ikke er sket.
Så løfter Oscar hovedet, så man kan se det store hul i hans strube.
Hans trøje er mørk af blod, og øjnene er uklare og farveløse.
Oscar smiler svagt til dem og blotter tænderne.
Han er død, men ikke-død.
”Åh Gud!” sige matematiklæreren. “Jeg vænner mig aldrig til det.” (s.9)

Så ruller fortællingen derudaf på flere niveauer. Både på zombie- og menneskeniveau. Sofies far er politiker, der i et aldeles aktuelt new public management nysprog går ind for at sætte alle zombier i en lejr, og som senere går ind for en endelig løsning på problemet som sender tankerne tilbage til jødeforfølgelserne under Anden Verdenskrig. Og til de utallige migranter, flygtninge og flygtningelejre der er i verden lige nu. Gennem hele romanen forfølges, overfaldes og dræbes zombierne af mænd fra bevægelsen Blå Himmel. Under det endelige opgør angribes lejren og de fleste zombier udslettes af Blå Himmel og Zams (måske) brødre, Zim og Zum og (måske) forældre dræbes, hjælper Sofie, Zam og den genfundne Oscar til flugt.

Romanen slutter på en måde, der sender tankerne tilbage til Jesper Wung-Sungs eksistentielle ungdoms- / grafiske roman ”Kopierne.” For her har de to, som ikke er kopier, men zombiedrenge også en lang rejse foran sig – både eksistentielt og bogstaveligt – uden at vide hvor eller hvordan den ender.

Alligevel kan Zam ikke lade være med at smile. For første gang i sit ikke-liv føler han sig ikke helt forkert. Han er heller ikke bange for ikke at gøre det godt nok. (s. 170).

Som i mange af Jesper Wung-Sungs noveller og romaner for børn og unge er der med ”Zam” tale  om et værk med bid i, både hvad angår indholdssiden, men så sandelig også formsiden. Æstetik kan defineres som forholdet mellem indhold og udtryk, her sproget. Her demonstrerer Jesper Wung-Sung sit store register. Det letskrevne, flydende sprog varierer fra det nøgternt registrerende, det drengerøvshumoristiske over det følsomt poetiske til det brutalrealistiske og vulgære indsmurt i blod, bræk og indvolde.

Herudover demonstreres netop en sproglig økonomiseren, som i det billede, der til stadighed giver mig kvalme:

Zam går hen ad fortovet og gumler på senen fra Oscars hals, mens han overvejer, hvordan han skal fortælle, at han er blevet smidt ud af skolen.(s.11).

Alt i alt er der tale om det, professor i børnelitteratur Torben Weinreich har defineret som ordkunst. Med Jesper Wung-Sungs egne ord, er litteratur kommunikation, og når den er god og væsentlig, indgår den i en eksistentiel diskussion. Og så tilføjer han: I denne diskussion er en god formidler essentiel. ”Zam” kan sagtens læses af børn på mellemtrinnet som en lidt mærkelig omvendt zombie-fortælling. Skal det eksistentielle og væsentlige i ”Zam,” fortællingen om at være udstødt og søge fællesskabet forstås helt, er fortolkningsfællesskabet i klassen eller blandt vennerne nødvendigt. For hvad vil Jesper Wung-Sung egentlig med denne historie, der sender tankerne i så mange retninger både ind i teksten og ud i verden?

Romanen anbefales  til læsning både skolen og til fritidslæsning – og måske især til drenge. Det er nemlig en robust, brutal fortælling med klare referencer til en kendt virkelighed både i klasseværelset og ude i samfundet. Sprogligt føjer ”Zam” sig smukt ind i rækken af romaner til de lidt yngre, ”Pelle Johns engle,” gyserne ”Fugleskræmslet” og ”Fugleskræmslet II. Swinging London,” mens den tematisk lægger sig i det mere eksistentialistiske spor fra ”Kopierne,” ”Skolen” og ”Ud med Knud.”

Som altid giver også denne roman af Jesper Wung-Sung læseren masser af stof til eftertanke.

For hvad i alverden sker der med en zombie når den dør?

http://www.wungsung.dk/Zam.htm

Supplerende litteratur: Søren Fanø: Interviewartikel med Jesper Wung-Sung, ”Kærlighed til outsideren” i Pædagogisk LæringsCenterForenings blad, Læringscentret, nr.7, 2015 (www.plcf.dk)