“Ochen kharasjo, spasibo,” sagde Vika. Jeg har det godt tak. Hun talte russisk, modsat Sankt Petersborgs aristokrater, der foretrak det mere sofistikerede franske sprog. Hendes far var ganske vist adelig (baron Sergej Mikhailovitj Andrejev, for at være præcis) men ville gerne have, at datteren skulle vokse op som en rigtig russer – vandre gennem birkeskove, spille balalajka og have et nærmest religiøst forhold til boghvede-kasja med champignoner og friskkærnet smør.
Dette citat fra bogens indledning præsenterer fint stedet og tiden. Rusland er et land, der sjældent danner ramme om ungdomsromaner, men her er der russisk landadel og russisk brød, birkeskove og bjørne. Handlingen er henlagt til det kolde Rusland i 1825, længe før revolutionen og Sovjetunionen, og her lever Vika og Nikolaj uden at kende til hinandens eksistens. De er begge magikere. Og i kraft af denne metier møder de hinanden.
Vika oplæres af sin far. Det foregår på bedste magikervis med prøver og udfordringer, så hun senere kan varetage sit kommende arbejde ved Zarens hof på bedste vis:
”Zaren har ikke brug for en tryllekunstner til selskabslege. Jo, selvfølgelig vil der også være kostumeballer og statsmiddage, hvor man vil gøre brug af dit æstetiske element. Men det kommer nok mest af alt til at dreje sig om politik, krig og knive i ærmet.”
Det viser sig, at man kun kan have en enkelt magiker ved det russiske hof. Derfor er der en regel om, at findes der to magikere i en årgang, så må Zarens Spil sættes i gang. Spillet er en styrkeprøve i magi, og Vika og Nikolaj kæmper modvilligt mod hinanden i spændende, farverige og fantastiske, magiske kampe.
Det er Vinterpaladset i Skt. Petersborg, der er rammen om mange af kampene. Mens det er de smukke floder, kanaler og skove og stepper, der sætter rammen for en russisk kamp med Zarens Hær og den onde zarina og for død, ødelæggelse og megen magisk kamp.
Forfatteren, Evelyn Skye, takker i efterordet for læsningen af Dostojevskis ”Brødrene Karamazov”. Skye har læst russisk og studeret russisk som sprog, og hun skriver, at de historiske facts om Zar Alexanders regeringstid indtil 1825 er korrekte, og at bandeord og slang på russisk er autentiske. Forfatterens store glæde ved Skt. Petersborg skinner i den grad igennem.
Det er en fornøjelse at læse om russiske stepper i en amerikansk ungdomsbog. Magikernes univers er troværdigt, (hvis man da kan sige således om et magisk univers?), og bogen er spændende og har en overraskende slutning. Man kan kun glæde sig til mere fra samme forfatter.
Spasibo!
