Hvor vindene mødes, og sangene fødes, og ukrudtet vokser i fred/ der står en person uden tøj eller sko, kun en fin violin har han med./ Han løfter sin bue forsigtigt,/ men så går han ligesom i stå …/ og står bare dér helt alene på engen … Hvor tosset! Hvad tænker han på?
Sådan indledes Marianne Iben Hansens (MIH) lyriske eventyr om violinspilleren Theodor.
På sin 11 års fødselsdag får Theodor en violin i gave af sine forældre. Og det viser sig, at han har ”gaven” (Theodor er græsk og betyder: Guds gave!). Han er bundmusikalsk indtil det geniale, og alt er med ham. Han spiller for enhver, høj som lav – og over alt i de største koncerthuse i verden. Han køber egen ø og eget fly, alt kører for ham. Lige indtil en dag … Han mærker pludselig, hvorledes tonerne punkterer for ham og bliver underligt klangløse. I begyndelsen er det ikke noget problem, for publikum hører det ikke, men det bliver det derimod for ham selv, idet det efterhånden fylder ham med præstationsangst. En aften dukker han slet ikke op til sin koncert. Han har gemt sig i teatrets rengøringsskab. Og nu synes han at have nået bunden af sin elendighed. Men så kommer rengøringskonen ham til hjælp, selv om hun, grim som hun er, ikke ligner nogen fe.
Tre prøver sender rengøringsfeen ham ud på: for det første skal han rengøre teatret, hvert et hjørne, hver en krog skal fejres, skrubbes og prydes. For det andet skal han give hende alt, hvad han ejer – inklusive det tøj og det par sko, han går i, kun violinen må han beholde. Og endelig for det tredje skal han finde det sted, ”hvor vindene mødes, og sangene fødes og ukrudtet vokser i fred”, for her strejfer de hjemløse klange omkring.
Nøgen som han kom ind i verden, leder han nu efter og finder sit sted, og her kan han så igen spille, så klangene kommer tilbage.
Det er en meget opbyggelig og smuk fortælling, som viser, at selv om meget er en givet, talent, geni og den slags, så er det ikke noget, der er en selvfølge. Talentet, genialiteten skal passes, plejes, holdes ved lige, og der vil komme modgang, som man må håndtere. Og MIH viser os smukt, at modgang kan overkommes, så man kan komme videre. Ikke smertefrit, så langt fra, men på en måde, så man er klogere på sit eget liv efterfølgende. Det formuleres således i teksten: … og han spurgte sig selv, hvad han ventede på/ og en underlig følelse dukkede frem/ af at vente på noget, der vented på ham.
Fortællingen mindede under læsningen om H. C. Andersens roman Kun en Spillemand fra 1837, som handler om Christian, som ligesom Theodor er et geni til at spille på en violin.
Men H. C. Andersen lader imidlertid sin hovedperson gå til grunde. Geniet kan ikke stille noget op med modgangen, og Christian dør, uden at han bliver andet end spillemand. Den køber MIH ikke. Hun lader Theodor kæmpe den nødvendige kamp for både sin egen og musikkens overlevelse. Det er en skøn morale: Der er ikke noget i verden, der er gratis – man må kæmpe hele tiden.
Igen er det en versfortælling (denne gang i valsetakt), som MIH diverterer med. Og man valser sig glad og gerne igennem den.
Bogen er bygget op på den måde, at der er en helsides illustration på den ene halvdel og en tekstdel på den anden. Tekstdelen er bygget op som tre strofer og et omkvæd (Hvordan kunne det nu gå til?)
Stroferne 1 og 2, som er på 5 linjer, er med enderim. Her rimes der på første og anden linje og på fjerde og femte linje (AA-B-CC). Verslinjerne er lange og har hhv. 20, 20, 9, 8 og 20 stavelser, hvilket giver god frihed i rytme, beskrivelse og rim; dette er dog ikke 100 % gennemført, uden at det imidlertid forstyrrer læsningen.
Tredje strofe, som er på 4 verselinjer, har parrim (AA – BB). Her er der konsekvent 12 stavelser i hver verselinje.
Fortællingen er mere traditionelt bygget op end MIHs to øvrige bøger fra 2015 Av, det gør nas. En englerap og Fuglen. Men det giver jo sig selv, i og med at teksten er skrevet i valsetakt.
Både tematisk og rytmisk er det en stor fornøjelse at læse Violinspilleren.
Marianne Iben Hansen kender vi jo i forvejen som veloplagt rimsmed. Først og fremmest kender man Axel elsker biler og A, B kom og C (2011), som vel er den bedste ABC, siden Halfdans ABC fra 1967. I år udkommer ud over Violinspilleren også Fuglen og Av, det gør nas. Sikken et år for denne pragtfulde forfatter!
Illustrationerne er udført at en af vore gode gamle kendinge. Cato Thau-Jensen, der først og fremmest er kendt for vilde, farverige, humoristiske til tider groteske og let surrealistiske malerier som illustrationer til flere billebøger for børn. Cato Thau-Jensen er uddannet fra Designskolen i Kolding i 1996.
Violinspilleren er velegnet til højtlæsning for eleverne. Men den vil derudover være velegnet til en samtale om, hvad geni og talent er for størrelser, og at denne gave ikke er nogen selvfølge, men at der skal kæmpes for både at øge sine færdigheder/kompetencer og bare at holde dem ved lige.
Det betyder, at det er en fortælling, som ikke bare henvender sig til skolebegyndere, men i høj grad kan anvendes højere op i systemet.
http://www.forfatterweb.dk – Cato Thau-Jensen
