Af Janus Neumann.
”Gud hjælpe vor arme af vanvid slagne verden”
Ligesom resten af Skandinavien rammes Astrid Lindgren af frygt og afmagt, da Anden Verdenskrig er en realitet ved Tysklands indtog i Polen d. 1. september, 1939. Rundt omkring hende mobiliserer Europa og gør sig klar til krigen, der nu kommer. Alle taler om den, og allerede dagen efter løber Astrid Lindgrens lokale kaffehandler tør for kaffe, fordi stockholmerne hamstrer kaffe, sæbe og krydderier.
Hun beslutter sig for at skildre krigen nøjagtig, som hun oplever den i det neutrale Sverige. Landets rolle i krigen til tider bliver forholdsvis betændt, fordi det ved flere lejligheder kommer til at stå centralt i relation til tyske troppetransporter i Nordskandinavien, flygtninge fra Norge og Danmark og ikke mindst som naboer til den finske vinterkrig i 1940 mellem Finland og Rusland.
I ”Krigsdagbøgerne 1939- 1945” møder vi Astrid Lindgren, før hun er forfatter. Hun er hjemmegående, men kommer til at arbejde for den svenske brevcensur, hvilket giver hende et indblik i krigens gang, som ikke kan have været mange svenskere forundt. Hun bliver samtidig bekendt med de uoverskuelige grusomheder, der finder sted i Tyskland, og allerede på et tidligt tidspunkt, beskriver hun forholdene i nyopførte tyske koncentrationslejre samt nazisternes jødeforfølgelser.
Samtidig er dagbøgerne også en skildring af hverdagslivet i Sverige under krigen, hvor der også bliver tid til at glæde sig over den tilsendte julemad fra familien i Vimmerby og cykelture rundt i Stockholm. Astrid Lindgren er sig uhyre bevidst om, at hun og hendes familie har det godt, og hun bliver flov og ydmyg, når hun sammenligner sin egen situation med de krigsramte befolkninger i Polen, Frankrig og Tyskland. For på vanlig skarpsindig lindgrensk vis er hendes fordømmelse ikke rettet mod det tyske folk som sådan, men snarere mod Hilter og nazismen. Mod ondskaben.
”Det er en skam, at ingen skyder Hitler”, konstaterer hun lakonisk. Der indtræffer dog et prikært dilemma hos Astrid, da hun skal bestemme sig for, hvem hun som svensker skal frygte mest: Hitler eller Stalin. Som hemmelig brevlæser har hun indsigt i både tyske og russiske krigsforbrydelser, og valget falder på Stalin. Russerne er tæt på, og hun kan høre russisk kanontorden på Ålandshavet, når hun befinder sig i sommerhuset på Furusund. Hun påvirkes dybt, når hun læser om russernes fremfærd i Finland og deres systematiske drab på kvinder og børn. Hun håber, at beretningerne er overdrevne, selvom hun ved, at det nok ikke er tilfældet.
Eftersom Astrid Lindgren har et tæt forhold til Danmark, optages hun også af begivenhederne herhjemme, og det er interessant at se den danske besættelse anskuet fra et udenforstående perspektiv. Hun lider med den danske befolkning og med de millioner, der sulter i Europa, og hun reflekterer over menneskets trang til herredømme og destruktion. Den 25. juni, 1942 skriver hun følgende:
I disse dage læser jeg Grimbergs verdenshistorie om antikkens Rom og om blodbade og grusomheder, proskriptioner og erobringskrige. Når man bagefter læser aviserne og støder på de samme geografiske navne, så kan man kun fortvivle over, hvor lidt menneskeheden har lært i løbet af de årtusinder, der er gået.
Krigsdagbøger i en vasketøjskurv
Redaktionelt har Astrid Lindgrens datter, Karin Nyman, været tæt på bearbejdelsen af krigsdagbøgerne. Fra redaktionens side, har man ønsket at bevare så mange af optegnelserne som muligt, men for overblikkets skyld har man været nødsaget til at redigere i de mange avisudklip, som Astrid udførligt klistrede ind i sine dagbøger. Hun har ikke haft til hensigt at udgive dem, og derfor har en vis oprydning været nødvendig. Man har så vidt mulig bibeholdt de udklip, der er kommenteret af hende selv. Indtil 2013 befandt de læderindbundne krigsdagbøger sig i en vasketøjskurv i Astrid Lindgrens lejlighed i Dalagatan 46 i Stockholm. Nu er de heldigvis tilgængelige for alle.
Som læser støder man kun sporadisk på glimt af det senere forfatterskab. Den 1. april, 1944 skriver en tilsyneladende tungsindig Astrid Lindgren:
Jeg er så led og ked af krigen, at jeg ikke orker at skrive om den. For øvrigt ligger jeg i sengen med forstuvet fod. Øv!
Den 4. april er humøret blevet bedre, og hun nyder familiens omsorg med mad på sengen, læsning af Somerset Maughams ”Människans slaveri” og skriver på Pippi Langstrømpe.
Tid til fordybelse
Krigsdagbøgerne vil formentlig fortrinsvist blive læst af folk, der af forskellige årsager kender til Astrid Lindgren i forvejen. I de eksisterende biografier om hende er fokus ikke lagt specifikt på hendes dagbøger, selv om de lejlighedsvist dukker op og anvendes til citater m.v. Det er eksempelvis belyst både hos Margaretha Strömstedt i 1977 og Jens Andersen i 2014, hvordan hendes foragt for tyranni og undertrykkelse kommer til udtryk i hendes senere forfatterskab, når hun skaber karakterer som Ridder Kato med stenhjertet i ”Mio min Mio” eller Tengil og Katla i ”Brødrene Løvehjerte”. Hendes plæderen for fred, åndsfrihed og leg manifesteres ikke kun qva den smålandske barndom, men er i lige så høj grad affødt af de reflektioner og erfaringer Astrid Lindgren gør sig som voksen. Pippi Langstrømpe kommer til verden under krigen, og det er unægtelig svært at forestille sig, at hendes frisind og udtalte godhed ikke bevidst står i skarp kontrast til krigens rædsler og diktaturernes fremmarch i 1930’erne og 40’erne.
Dagbøgerne kræver fordybelse, og sætter til tider læseren på prøve. Hvert år fra 1939- 45 afsluttes med affotograferinger af de rigtige bøger, og der skal sættes godt med tid af, hvis man skal igennem de mange svenske avisudklip og Astrid Lindgrens egne bemærkninger. Mindre kan også gøre det, for størstedelen af bogens målgruppe vil finde det dybt inspirerende alene at kæde forfatter og historie sammen. Er man tilmed historisk interesseret giver bogen et detaljeret indblik i krigens gang og påvirkning af Europa. Det står hurtigt klart, at kvinden bag dagbøgerne er skrivevant. Der er tale om historiefortælling på flere planer med et stærkt personligt islæt fra Astrid Lindgren, selv om det så langt fra er børnene, hun fortæller for denne gang.
