I drømme møder vi det dybere, sandere mere evige menneske, der stadig bor i urnattens tusmørke, hvor han endnu var en helhed ( C. G. Jung )
Den finske tegner Ville Tietäväinen tager læseren langt ned i drømmenes uransagelige verden, og guider os gennem et billedunivers, der kun kan skabes når underbevidstheden får frit spil, og enhver form for rationel forestilling om logisk kausalitet sættes på standby for en stund. I ovenstående citat taler Jung om urnattens tusmørke, der netop må være kendetegnet ved et uforstyrret mørke befriet for udefrakommende, forstyrrende elementer.
Tietäväinen sætter ord og billeder på datterens Ainos drømmeverden, sådan som hun skildrede den, når hun om natten vågnede fra mareridt, og fortalte om sine drømme. Aino lærer fra hun er helt lille, at hvis man blot fortæller om sine drømme, så kommer de ikke igen.
”Bare en ond drøm” består af i alt 16 drømme med nummer, titel og hver deres absurde indhold. Undervejs gives forskellige bud på drømmetydningens symbolik, hvor en kanin kan betyde et menneske på flugt, eller et hegn kan tolkes som en begrænsende faktor. Især, hvis det står i flammer. Ainos drømme er et overflødighedshorn af indblik i barnets ideosynkrasier lige fra frygten for tab af forældre til ukontrolable voksne med våben og trapper, der på labyrintisk vis ikke fører nogen steder hen, men bare fortætter i det uendelige. Fælles for samtlige 16 drømme er, at barnet står afmægtigt og alene i de skræmmende scenarier, men i sidste ende vågner op og kan gå ind til far og mor og få hjælp der.
Bogen er anderledes på mange områder, men et bemærkelsesværdigt særtræk, er netop det faktum, at Aino ikke fremstår som det selvreflekterende, autonome barn, der præger store dele af børnelitteraturen. I stedet er hun dybt afhængig af fars trøstende ord og vejledning. Her ser vi en far, der er sin forælderrolle bevidst og ikke overlader barnet til en begrebsverden, der synes uforståelig og usammenhængende.
Der er konstant fokus på dialogen mellem far og barn. I børnelittraturforskningen er dette blandt andet tidligere beskrevet med begrebet dialogisk diakroni, hvor barn og voksen i fællesskab når frem til mulige forståelsesrammer for en tekst eller, i dette tilfælde, en drøm. Allerede på forsatsbladet diskuterer far og datter om bogens indhold. Aino mener, at det er hende, der bør tegne bogen, eftersom drømmene var hendes. Man får indtryk af, at der er gjort meget ud af drømmenes autencitet, og i indsatsbladet får vi tillige at vide, at forbindelser til rigtige steder og begivenheder er alt andet end tilfældige.
Læseren sættes på prøve i mødet med Ainos drømme. Bogen står overordentlig stærkt grafisk. Tietäväinens streg svinger mellem det kraftfulde, tegneserieudtryk til sarte pastelskitser med primitive pindefigurer, der typisk understreger drømmenes fragmentariske forløb. Når Aino vågner og søger sin fars hjælp, afløses drømmetableauerne af en kort billedstribe nederst på siden, hvor drømmen tales igennem. Typisk med klokkesæt, som angiver nattes forløb.
Ikonoteksten skal læses multimodalt, for på hvert opslag kastes læseren frem og tilbage mellem billeder, talebobler og drømmesymbolik. På flere opslag skimtes en baggrundstekst på finsk, som er drømmetydninger, hvis indhold den danske læser altså må undvære, med mindre man forstår sproget. Det gjorde man ikke.
En genreplacering af bogen er ikke mulig. Det er billedbog er ordets egentlige betydning, for her er det drømmebillederne i deres kaotiske helhed, som er på spil, og disse lader sig ikke begrænse af en definitiv, narrativ sammenhæng. Heldigvis. Tietäväinen udnytter muligheden for fuld kunstnerisk frihed, når han tegner sig ind i urnatten, og det er en oplevelse at følge ham og Aino. Derfor vil jeg også lade Aino selv komme til orden her til sidst:
”Far…Undskyld jeg vækkede dig igen, men jeg har sådan en opfattelse af nat og dag, som måske ikke er helt rigtig: Om aftenen går jordkloden ligesom ind i et dyr, og om natten bevæger den sig gennem dyret i mørke. Om morgenen er det lyst igen, når den kommer ud….Forresten far…Når vi har solgt vores bog, så får jeg vel pengene, for det er jo mine drømme, ikke?”
