Vi skal bevæge os op i de højere luftlag, hvor vi møder kranføreren Adolf. Han er flyttet ind i sin tårnhøje kran på havnen, da der alligevel ikke rigtig er nogen, der savner ham derhjemme. Han passer sit arbejde i førerhuset, og om aftenen spiller han på sit flygelhorn oppe fra kranens tag. Folk i byen kan høre musikken, men kan ikke bestemme, hvorfra den kommer.
En dag dukker rengøringsdamen Ramona op, og efterfølgende har Adolf svært ved at passe sit arbejde i kranen. Det er som om, han ikke længere kan koncentrere sig om skibe og containere. Han tænker kun på, at der er en hel måned, til Ramona kommer igen.
Adolf tager mod til sig og sender et brev til Ramona med en inviattion til en kop kaffe i kranen. På aftenen for mødet gør Adolf sig klar i sit syndige rod oppe i kranen. Kaffe, roulade og nelliker er klar. Mod Adolfs faktiske forventning dukker Ramona op, men netop som Adolf skal til at hejse nellikerne ned til hende med krankrogen, opdager han, at der sidder en forskræmt kat ude på spidsen af kranen. Den er han naturligvis nødt til at redde ind, selv om den bider og kradser. Da Adolf igen kigger ned på kajen, er Ramona gået.
Jeg vil ikke afsløre mere i denne anmeldese, men Adolf må dog alligevel finde ud af, hvilken kaffe man byder uventede gæster, der oven i købet spiller tuba.
Da ”Højt over husene” udkom i Norge i 2007 blev den nomineret til Brageprisen, der siden stiftelsen i 1992 har markeret sig som en af Norge mest signifikante bogpriser. Bogen vandt sølv for Årets Vakreste Bøker. Man forstår hvorfor. Den er præget af realistiske illustrationer, hvor det grafiske blander sig med akvarelagtige tegninger, der mest af alt danner baggrund for selve fortællingen. Enkelte illustrationer bidrager meddigtende til historien, som når Adolfs ensomhed forstærkes af, at han befinder sig alene med sit flygelhorn højt over byens tage. Ellers når han ligger i sin seng om aftenen og kan se stjernerne fra sit tagvindue og tænker:
”Både stjernerne og jeg kigger ned på menneske i byen. Men stjernerne er mange, og jeg er helt alene. ”
Bogens forside viser Ramona, der hejses op til Adolf i kranens store krog, så allerede her får vi indtryk af en historie, der trods ensomhed og afsavn ender godt.
Udover illustrationernens kvalitet i sig selv, formår Marvin Halleraker at skrive en rolig og afbalanceret historie, hvor læseren kan fokusere på billedsiden. Det er ikke en stor historie, og det er ligepræcis dens force. Der er fokus på simplicit og følelser, og historien ville egne sig fortrinligt til en animeret film. Hermed en opfordring givet videre.
Forlaget Vild Maskine angiver, at bogen kan læses højt for børn fra 2 år. Det skal selvfølgelig ikke udelukkes, at de helt små vil have glæde af billederne, men jeg vil tillade med at hæve aldersgrænsen et par år. Derved kommer historien mere til sin ret, for så kan man i højere grad tale med børnene om handlingen. Ikke at alle bøger skal tales i laser, men et par bemærkninger undervejs behøver ikke være i vejen. Marvin Hallerakers lille store fortælling fortjener forståelse. God fornøjelse i førerhuset. Bare du ikke lider af højdeskræk.
