Det er næsten umuligt ikke at nævne de meget populære billedbøger om Sallys Far ved
anmeldelsen af bøgerne om Anton og Farmor, da det samme makkerpar står bag begge
udgivelser. Det bør dog ikke være nødvendigt, for denne nye billedbogsserie om Anton og den helt
vidunderlige farmor er helt sin egen og klarer sig fint uden komparative betragtninger…så det var
det sidste ord om Sallys Far.. i hvert fald her.
Anton bliver passet hos farmor, og det er ikke en dårlig erstatning, men et dejligt helle fra
hjemmelivet med travle forældre og kedelige regler om opførsel og planlægning. Hos farmor må
man lege med alting og spise fluks, når sulten melder sig, og så har farmor en hund, der hedder
Hund og en kat, der hedder Kat.
Anton og farmor spiller ludo, da lysten til fredagsslik, på trods af at det er onsdag, får farmor til at
afbryde spillet. Både Anton og farmor kan hurtigt blive enige om, at de skal købe slik, men farmor
har ingen penge. Der er heldigvis håb forude, for den nu afdøde farfar var guldgraver i Det Vilde
Vesten, og han har gemt en guldskat. Turen går afsted i fuld fart til Det Vilde Vesten, og Anton og
farmor møder undervejs både Billy The Kid, der sidder i en Tripp Trapp babystol på saloonen og
pelsjægeren Buffalo Bill, der er udfordret af, at pelsen sidder fast på dyrene. Med hjælp fra de to
legender, modig snedighed og duellering lykkes det for vores hovedpersoner at genrøve
guldskatten fra De Sorte Masker, og indholdet viser sig at være guldkarameller.
Parallelt med historien om Anton og farmor og fortalt illustrativt har Hund og Kat travlt med sjove
narrestreger, og som katteejer bliver jeg bekræftet i, at katte er hunde intelligensmæssigt
overlegne.
Egentlig troede jeg, at Det Vilde Vesten og westerngenren var passé og tilhørte en svunden æra,
men da jeg var kommet mig over min egen nostalgiske og subjektive begejstring, skiftede jeg
mening. Dette er måske genrens genopståen, da historien er fortalt med et blik på nutidens børn
og deres litterære præferencer. Fortællingen er hæsblæsende, sjov, spændende og overraskende,
og på trods af forholdsvis megen tekst, suser vi gennem prærien sammen med Anton og farmor i
et vildt ridt. Måske ved hverken oplæser eller tilhører, hvem Billy The Kid og Buffalo Bill var, men
man kan jo altid forhøre sig på biblioteket, google eller spørge farmor.
Anton & Farmor i Det Vilde Vesten er det, som jeg kalder tryg litteratur. Her mener jeg, at den er
en sikker succes, og en historie som alle, uanset hvor litteraturvant man er, vil nyde. Teksten er
enkel og illustrationerne ligeså, og det samlede udtryk møder sympatisk folket uden at snakke
udenom. Både børn og voksne vil nyde historien, og den flerstemmighed er en vidunderlig
sidegevinst ved historien. Voksne er rollemodeller, og de skal vise deres begejstring for bøgerne,
og det kommer helt af sig selv her.
Tak for kaktusser, skorpioner, klapperslanger, en skummel saloon og ifølge
farmor…cowbøjdere. Læs den i storbørnsgruppen i børnehaven, i indskolingen,
derhjemme og hos bedsteforældrene, og forbered jer på at der kan komme ønsker
om at kaste med lasso og lave spegepølsemadder over bål efter læsning. Tak for en skøn
historie og for anmelderen her et ridt down memory lane.
Sidenote: Jeg vil være sådan en farmor som Antons.