Foran i bogen er der et kort over området. Her kan man se Tayralbjergene, Yamnayafolkets område, Altaibjergenen, hvor Afanafolket bor og så er der Botaifolket, tæt på Den Skabendes Bjerg. Sådan har mange fantasyromaner valgt at sætte rammen for indholdet. ”Ringenes Herre”, ”Skammerens Datter” og andre fantasyuniverset har et kort over området, så læseren kan følge med i den fiktive geografi.

”BOTAI – skyggespor” er en roman, men den bygger på en reel historie fra fortiden. Der ligger forskning bag. Sidst i bogen finder man Eske Willerslevs efterord. Mange vil vide, at Willerslev er DNA-forsker, professor – og eventyrer. Han skriver:

”For omkring 5.500 år siden skete der noget på stepperne mellem Europa og Asien, som kom til at forandre menneskets historie for altid: Botaifolket tæmmede hesten. Botaifolket var et bronzealderfolk med en forholdsvis simpel livsstil, der mindede meget om Nordamerikas prærieindianere. De levede af steppens vilde hest, som de jagede, tæmmede og avlede. (…) Hesten blev simpelthen en gamechanger i menneskets historie, og Botaifolket viste vejen.”

Det er en ung forfatter, der her debuterer med bogen om Botaifolket. Leonora van Deurs er årgang 2004, hun har gennem hele skoletiden været engageret i debatter om klima, naturfag og samfundsforhold. Nu har hun, inspireret af et praktikophold hos Eske Willerslev, da hun som 15-årig skulle i erhvervspraktik, fået en stor interesse for Botaifolket. Det er dette fjerne folk, hun skriver en roman om.

Romanen indledes med et hug:

”Spyddet huggede sig ned i sandet som en slange i sit bytte. Lyez holdt en hånd op mod den stærke middagssol for at se, hvor langt det var kommet. Det var et godt kast. Desværre var det ikke hans eget, men Sabáns okkerrøde spyd, som sad naglet fast i jorden langt ude på steppen.”

I ”BOTAI-skyggespor” følger man Lyez, Jalqi og Nakou. Tre unge, der alle kommer ud på en rejse. For Lyez og Jalqi er der en pest, en forbandelse, der spreder sygdom og død. Lyez tager alene ud over stepperne for at finde sin far og sin familie. Jalqi tager mod Altaibjergene for at finde de skinnende sten, der kan redde folket fra forbandelsen. Nakou er uden familie, hun er flygtet med til folk til Altaibjergene, hvor hun skal giftes bort. Noget, hun ikke selv har indflydelse på. De tre unge møder mange, mange farer og udfordringer, og Leonora van Deurs får givet dem hver sin karakter.

Man lægger ikke mærke til sproget, når man læser romanen. Det er en kvalitet i denne roman, hvor det i høj grad er handlingen og de historiske (etnologiske) fakta, der er omdrejningspunktet. Man er altid i et univers, der er troværdigt. Der er ingen magisk indgriben, men naturligvis er det en fiktiv fortælling om et folk, hvor man må skrive deres livshistorie ud fra den noget begrænsede viden, der er.

Der er børn og unge, der med stor glæde vil fordybe sig i en sådan fortælling, hvor man faktisk bliver klogere på en del af verden, når man læser. Det er etnografisk viden, det er historieundervisning i en fiktiv ramme, og det er en roman, man kan læse som en udviklingshistorie for tre unge. Det er en ung forfatter, men det er på sin vis ikke et tema her. Leonora van Deurs skriver solidt og læseværdigt om et stof, hun har indblik i og viden om.

P.S. Emil Landgren har tegnet vignetter til alle kapitler. Smukt og stilfærdigt.