”Du kan ikke rejse tilbage i tiden, men du kan sagtens få del i nogle af de glæder, de havde dengang. Du kan blive helt opslugt af at sy eller af at finde vej med kompas. Du kan lade tiden flyve, mens du binder knob og stik eller lærer tryllekunster. Du kan prøve at dyrke og tilberede din egen mad. Du vil opdage evner, du slet ikke troede, du havde, mens du oplever glæden ved at bruge hænderne.”
Bogen ”Brug hænderne” har undertitlen ”En håndbog om gammeldags aktiviteter for nye generationer”, og det er en yderst passende undertitel. I bogen introduceres læseren nemlig til en hel perlerække af aktiviteter, som nok for mange let bliver glemt i hverdagens travle trummerum. Aktiviteter, der kræver lidt ekstra tid eller omhyggelighed – noget mange af os gerne vil have lidt mere af, og hey, måske er nogle af aktiviteterne i denne bog en god inspiration til at komme i gang.
Her finder læseren fx inspiration til at bygge et lejrbål, lappe et fladt cykeldæk, lave naturfarver, slå smut, folde et papirfly, lave en fuglefoderkugle og mange andre både sjove og spændende aktiviteter.
Jeg tænker bogen kan være en lille skattekiste af fine aktiviteter både til børnefamilien, men bestemt også til bedsteforældre, der gerne vil prøve at lære børnebørnene nogen af de dyder, der kan være gået tabt. På den måde vil bogen kunne fungere som inspiration til masser af gode snakke den voksne og barnet imellem.
Oven i det er det rent layoutmæssigt en virkelig lækker bog, trykt på tykt papir og gennemillustreret i farver af Chris Duriez med fine naturtro illustrationer i en lidt retro stil.
Alt i alt får denne bog mine varmeste anbefalinger – en bog fyldt med nærvær, kreativitet og spændende aktiviteter.