Gud på kanten af evigheden- og lidt om Sankt Nielsen.
Der er ingen smalle steder, når forfatter Claus Beck Nielsen ophøjer sig selv til børnenes og de vilde syners skytsengel og giver sit bud på en postmodernistisk skabelsesberetning, der lægger arm med nogle af kristendommens store teologiske spørgsmål. Med illustrator Dorte ”Madam” Karrebæk som co- driver er man sikret et vanvidsridt rundt i kaos og intethed.
Forestil dig en virkelighed, der slet ikke er nogen virkelighed, for det ord findes ikke. Du kan ikke erkende virkeligheden, for erkendelsen er slet ikke opfundet og det samme gør sig i øvrigt gældende for gulerødder, ymer og motherfuckers. Hvad var der, før Gud skabte alt? Hvad var det for et mørke, som Gud befandt sig i inden skabelsen, og hvad var det egentlig, han ventede på?
Der stilles mange filosofiske spørgsmål i bogen, og der leges med filosofien som størrelse. Det må eksempelvis være en et præmis, at Gud ikke skænkede verden en tanke, for han vidste ikke, at den fandtes. Om det er tanken eller verden, der her er tale om, skal være usagt. Som dreng leger Gud gemmeleg i mørket, men der kommer ingen og finder ham, og til sidst må han selv komme frem og råbe: ”Her er jeg!”
Sankt Nielsens skabelsesberetning er ekspressiv og eksplicit, og billedbogen er hans medie. Det kan i og for sig være svært at tænke sig til hans tekst uden Dorte Karrebæks illustrationer. Det er et syret makkerpar, der sammen skaber en fortælling, hvor meget siges og meget mere overlades til læserens fantasi. Og den bliver sat på prøve. Gud er udstyret med seks arme, seks ben og seks baller. Der er meget at holde styr på.
I sin ensomhed bliver Gud desperat, og han forsøger at bide sig selv i hånden, men der er ingen hånd, kun mørke, mørke, mørke, mørke. Så kom ordet, og der blev lys, og herefter tager tingene fart. Gud får øjnene op for egen formåen og bliver grådig. Han vil have mere. I sig en interessant tanke, at Gud selv falder for en dødssynd. ”Ske min vilje!”, skriger han.
Med skabelsen af influenza og cykler, der bliver væk, følger også døden og mennesker i opløsning. Da Gud er blevet Gud, kan han ikke ændre tingene tilstand. ”Tak skæbne”, tænker han, den har han åbenbart også opfundet, og så lister han ud i det blå. Her er ingen syndflod, græshoppesværme eller byldepest. Kun en Gud, der skrider fra det hele. Han bliver offer for sit eget profane syndefald. Bogens sidste opslag afslører, at dette heller ikke er helt uproblematisk. Man får den tanke, at Gud i sin almægtighed også skaber den afmægtighed, der griber ham, før han selv aner det.
Vi er langt fra Mosebøgerne, Genesis og Paradisets have. Der opstår aldrig et egentligt Paradis, da det paradisiske konstant defineres af det apokalyptiske og først og fremmest døden, som mennesket bevæger sig imod allerede fra den spæde begyndelse. Bogen er et kunstværk i sig selv, og den skal læses med børn og af børn. Der skal stilles spørgsmål og nydes. Karrebæks umiskendelige streg er naturligvis gennemgående, men der veksles hyppigt i farvebrug, skygger, lys og udtryk. Som læser kører man aldrig træt i den for en billedbog ret omfattende fortælling.
En amerikansk religionsforsker hævdede for nyligt, at Danmark sammen resten af Skandinavien hører til den moderne civilisations mindst religiøse samfund. Det er muligt, at han har ret. Hvad enten Gud er til stede eller ej, så har man lov at lege med tanken om en føreksistens af noget, der ikke eksisterede, men lå hen i absolut, uigennemtrængeligt mørke. Mange mytologier, herunder den nordiske, har tomrummet som udgangspunkt for deres skabelsesberetninger. Vi må takke børnenes og de vilde syners skytsengel for, at vi får lov at være med i legen, og Madam Karrebæk for de billeder, der hjælper os på vej.
