”I Kina har Kejseren fødselsdag 364 dage om året, og den sidste dag fylder han rundt.
Der var kun én ting, som Kejseren ønskede sig i fødselsdagsgave, og det var: gode historier.”
De tre små kinesere lægger sig smukt ind i rækken af Dansklærerforeningens serie af billedromaner. Også her leger Jesper Wung-Sung med både eventyrgenren og med referencer til H. C. Andersen, så vi har set det i romanerne Zam (2015), Alfred og gabestokken(2018), Guldfisken Glimmer(2019) og den lille, nærmest Ole Lund Kirkegaardske billedfortælling Hullet i kloden, (Gyldendal, 2019).
Det kan godt være, at den danske version af en tysk børnesang –
”Tre små kinesere på Højbro Plads
sad og spillede på kontrabas,
så kom en betjent,
spurgte hvad der var hændt,
tre små kinesere på Højbro Plads.”
– har været en inspiration, men i De tre små kinesere sendes Tjung, Tjang og Tjing ud på en kejserlig mission, hvor de skal rejse om på Den Anden Side Af Kloden.
Tjung, Tjang og Tjing har fået til opgave at hente den største digter, de finder deromme hjem til Kejseren.
”Men hvis I kommer hjem uden Den Største Digter På Den Anden Side Af Kloden,” sagde Den Kejserlige Kejser, ”så får I hugget hovederne af og bliver brugt som kejserlige dørstoppere. Nogle af de gamle dørstoppere er ved at være lidt fladpandede.”
Med brug af både humor, lidt romantik og poesi og et passende antal prøver og udfordringer drager de tre ud på eventyr, iført deres hårpiske, i ”Den Gamle Kejserlige Guldtøffel” på de syv have på jagt efter denne digter.
Undervejs møder de både farlige Sirener på en klippe, kæmpeblæksprutten Peder Syvarm og den blinde Tolder.
For en skønne dag står deres hårpisk lige op i luften. Et sikkert tegn på at de er kommet om på den anden side af kloden og er på rette vej.
De køber en kontrabas, (selvfølgelig, hvad ellers?) af den blinde Tolder mod at sætte deres fartøj som pant, og så går jagten i gang i landet, hvor ingen, bortset fra hunde og katte, kan se dem i øjnene, fordi de er så høje.
Selvfølgelig finder de den store digter, de søger i parken, og følger ham til cafeen ”Øl & Ord”. En digter, der hvis man ikke kan læse det ud af verbalteksten i hvert fald kan se genkende i Otto Dickmeiss illustration -H. C. Andersen. Lidt senere bortføres Digteren sovende i kontrabassen. Det går selvfølgelig galt; digteren vågner, kontrabassen smadres, og det er på et hængende hår – og uden Tjings hårpisk – at de kommer afsted.
Hvem der ender med at være ”Den Største Digter På Den Anden Side af Kloden” skal ikke afsløres her; men der kan altså ske meget, når man har mistet hårpisken, får overbalance, slår hovedet og pludselig kan fortælle som ingen anden.
Jesper Wung-Sung fortæller veloplagt eventyret om De tre små kinesere. Otto Dickmeiss har ladet sig inspirere af teksten til at lave nogle aldeles vidunderlige sort/hvide illustrationer, der både spiller med og mod teksten. Illustrationer, der sine steder endog inkluderer H. C. Andersens berømte papirklip.
De tre små kinesere kan og bør læses, og læses op, for fornøjelsen og oplevelsens skyld derhjemme, og hvor børn elles færdes. Men billedromanen er altså også oplagt dansklærerguf for dansklærere, der skal arbejde med eventyrgenren i 4.–9. klasse. Man kan undersøge fortællingen på mange måder. Hvad undrer eleverne sig over? Humoren? Det groteske? Eventyrtrækkene? Og forholdet mellem tekst og billede?
Og så må man endelig grave H.C. Andersens eventyr om Nattergalen, hvor den lille grå nattergal synger så smukt, at alle stopper op og lytter til den. En fugl, der i De tre små kinesere optræder som gråspurv. Og Sirener er ikke kun noget, der sidder på tage, i master og på politibiler. De findes både hos Homer i Odysséens 12. sang og hos H.C.A. i Den lille havfrue -og altså her i De tre små kinesere.
Her er kort og godt nok at tage fagligt fat i ude i klasseværelserne.
Er man ikke kørt træt i wung-sungske eventyr, kan en læsning af hans og Otto Dickmeiss Lillefingeren (2017) anbefales. Men det er en helt anden historie.
