”Rolig nu,” siger min mor. ”Hvad kan der mere gå galt?”

Det er Teddy, der ser den først. ”Der kommer en politibil!” Den kommer drønende imod os med blå blink og sirener. Min far gør en nervøs synkebevægelse.

”Jeg vidste, at jeg ikke skulle have ladet dig køre,” siger han. Min mor giver ham et dask på armen for ligesom at signalere, at det her altså ikke er hendes skyld.

”Okay, så skal vi altså alle sammen i fængsel,” siger jeg. ”Hvad skal jeg pakke?”

”Bare opfør dig normalt,” siger min far, mens lyden af sirenerne bliver højere. ”Bare lign en helt normal familie.”

”Vores bil er ved at falde fra hinanden, og du er smurt ind i kolort,” siger min mor. Men det er vigtigt, at vi i det mindste prøver, så derfor både vinker vi og smiler venligt, da politibilen nærmer sig…”

Stella og hendes familie er ret afhængige af alle deres skærme, både når de skal se fjernsyn, spille på iPad eller computer, når de skal bruge GPS i bilen og når de skal ringe til nogen på mobiltelefonen.

En morgen vågner de op og opdager ret hurtigt, at alle skærme er gået i sort. Og ikke bare hjemme hos dem selv, men tilsyneladende overalt i hele verden.

Da det første chok har lagt sig, går det op for Stellas far, at han ikke har mulighed for at komme i kontakt med sin mor, som bor for sig selv oppe nordpå, og som det er meget længe siden de har besøgt. De finder den gamle drejeskivetelefon frem men må give op, da det går op for dem at ingen af dem kan huske farmors telefonnummer; det plejer jo bare at stå på telefonen.

Derfor beslutter de alle fire, både mor, far, lillebror Teddy og Stella, at tage på roadtrip op til farmor for at sikre sig, at alt er okay hos hende.

Det bliver en lang, turbulent tur, hvor det efterhånden går op for alle i familien, hvor mange gange i løbet af en dag de egentlig bruger en skærm. Til sidst finder de dog op til farmor, som heldigvis er typen, der slet ikke har behov for skærme og som minder familien om, at det faktisk også er ret hyggeligt at være sammen og nyde hinandens selskab UDEN en skærm involveret.

Jeg forstår egentlig godt tanken bag bogens præmis; for de fleste mennesker i dag er jo dybt afhængige af skærme i den ene og anden form. For mig bliver historien bare lidt lang i spyttet, og måske en lille smule forudsigelig. De møder undervejs mange sjove, skæve personligheder, som hjælper dem på deres vej. For eksempel den søde bibliotekar, som giver Stella en bog med, hun kan læse for sin lillebror. Og den skøre ældre mand, der lader dem sove i en forladt campingvogn på sin gård. Men det hele bliver en smule overfladisk. Der kommer heller aldrig en afklaring af, hvad der mon egentlig er skyld i at alle skærmene er gået i sort.

Bogen er illustreret i sort-hvid undervejs af Gemma Correll. Det er både større illustrationer, men også små indhak i teksten med små illustrationer, der illustrerer noget af det der sker. Det fungerer fint, fordi det bryder teksten lidt op, og vækker mindelser om David Walliams skøre historier, der har samme form for illustrationer.

Alt i alt en fint nok underholdende bog, som vil fungere godt som højtlæsning til godnathistorien.