”Det uhyggelige hyl skar gennem marv og ben.
Det var ikke til at holde ud. Jeg stoppede voks i ørerne. Det hjalp en smule.
Jeg kunne stadig høre lyden, men nu var den dæmpet lidt.” (s. 187)
At Benni Bødker skriver rædselsvækkende godt, kan ikke komme bag på ret mange længere. Læs blot hans seneste Kraken, Krystalskibet eller Julebestiariet.
Nu er der nyt fra hans fortælleværksted i form af 12 gysende gode fortællinger og en sangtekst i Den dobbelte grav – og en vedlagt singleplade (+ et link til) dødsmetalbandet Undergangs version af ”Den dobbelte grav.”
I fortællingerne spares der ikke på effekterne. Åbne grave, kranier, knogler, råddenskab og dødekult er selvfølgeligheder.
Geografisk kommer vi godt rundt i Europa og Verden, på kirkegårde og på oceanerne, ligesom de enkelte fortællinger udspiller sig i forskellige tidsepoker og på baggrund af forskellige historiske begivenheder.
I ”Skibskisten” er det sejladsen med slaver fra Afrikas guldkyst til De Vestindiske Øer, der danner baggrund for den djævelsk spændende fortælling om Eric von Scarboroughs glemte skibskiste på det gode slaveskib Hannover. To tidsaldre kolliderer, og det går selvfølgelig helt galt i en rusten fodlænke på bunden af vraget.
Men er det så bare splat, knogler, kranier og effektjageri det hele? Nej, alle fortællingerne er grundlæggende gode fortællinger, der også kan bibringe læseren en viden om den verden og den tid, de udspiller sig i.
Benni Bødker skriver i et let og letflydende sprog, mens han udfordrer sin læser med vanskelige navne, begreber eller betegnelser på genstande. Det vil dog ikke forhindre den unge læser i at styrte gennem fortællingerne om ”De grædende børn,” ”De blinde døde” eller ”Lad deres knogler synge”. Her er ”gys og gru” guf til adskillige lidt læsetrætte børn i den alder, hvor de måske mister lysten til bogen og finder andre græsgange, nå nej gravpladser, i form af gyser- splatter- film og computerspil.
Fortællingerne i Den dobbelte grav er illustreret af debutanten David Mikkelsen, der også er med i bandet Undergang, der som nævnt giver fortællingerne et heavy dødsmetal soundtrack. Med sort/hvide groteske, ækle og skrækkelige illustrationer underbygger han stemningen i fortællingerne.
Den dobbelte grav og de øvrige fortællinger vil være perfekte til (op)læsning under blafrende levende lys i de lange begmørke vinteraftener. Alene forsiden skal nok gøre, at Den dobbelte grav vil finde sine læsere på biblioteket, i boghandelen eller på den pædagogiske læringscentre.
Og tjek endelig Undergangs version af ”Den dobbelte grav.” Der fik jeg hørt noget heftig headbanging – dødsmetal- heavy- musik, jeg ellers aldrig ville have hørt. Fedt!
Undergang -Den dobbelte grav -musik
