Skrædderen Rupa Ram er dygtig, men han er også ulykkelig:

”Igennem hele sit liv havde han syet tøj til utallige mennesker, men ikke en eneste gang til sin egen familie. Selvom han ihærdigt forsøgte, havde han aldrig penge nok til at købe det bedste stof og sy noget særligt til dem.”

Så får han heldigvis givet en meget smuk turban, der senere kan forandres til en odhni, og den kan forandres til en kurta, og lidt senere kan det blive en gudiya og så kan det endelig blive en gulaab. Sådan kan man bruge og genbruge smukke ting. Og når alt er slidt op kan man fortælle en smuk (og meget holdbar og bæredygtig) historie om et stykke stof, der kan give glæde i mange år til mange mennesker.

Det er en indisk forfatter, der har skrevet historien. Det er også en indisk illustrator, der giver farve og liv til den fine (og bæredygtige) fortælling. Bag i bogen er der to sider med information om Indiens forhold til tøj. Man syr om. Det er, som der står, den almindelige opfattelse, at man først må smide en værdifuld genstand væk, når den virkelig har nået enden på sin lange rejse. Og så står der:

”Og selv når man har anvendt noget for allersidste gang, er det skønt at huske på, at ting kommer og går, men minder består.”

Der er også en ordliste over de nævnte ord, der bliver brugt på hindi i teksten. Det er herligt at få at vide, hvad en sherwani, en saafa, en dhoti er. Det står heldigvis på hindi inde i teksten, hvor man også på illustrationen kan se, hvad det er. Vagn Plenge har oversat. Det er formentlig hans valg, at ordene står på hindi i teksten. Det er et godt valg.

Der er ikke mange billedbøger fra Indien i Danmark. Det her er en virkelig fin og meget relevant bog om glæden ved at bruge sit tøj. Genbruge det. Og bruge det nok engang.

Det er en bog, man kan læse højt i børnehaven og i indskolingen. Den giver (helt uden at man sætter mange ord på det) også et indblik i, at verden er større end den danske børnehave eller børnehaveklasse. Der findes mange måder at gå klædt på.