”Ida er meget … fantasifuld, sagde min dansklærer Mette, engang til en forældrekonsultation. Måske fordi der ikke var så meget andet positivt at sige.”
Ida er glad for at hedde Ida. Det er et ”lyst” navn i modsætning til hendes stedfar Jørn, der har et mørkt navn. Ida bor sammen med sin mor og Jørn, og de bor ude på landet, hvor man skal tage bussen, når man skal i skole. Ida går i skole, hun går i skole inde i byen, hun er femten år og er veninde med Clara. Der er audition til årets sommerspil, og Ida går efter hovedrollen som Sandy, men hun ender med at få opgaven som kulissemaler, mens Clara synger Sandy ind i kærligheden. Sådan kan livet også være, når man er femten år.
Det er Glenn Ringtved, der her har skrevet bogen Den kroniske kyssesyge. Det er første bog i en serie, der har Ida som hovedperson. Ida leder efter ”sin stemme” i en verden, hvor hun ikke føler, at hun bliver hørt. Hun er kvik, sjov, slagfærdig og samtidig søgende. Hun er femten og skal prøve sig frem. Det gør hun så på samme vis som mange andre femtenårige. Hun har konflikter med forældrene, hun prøver at drikke alkohol, hun kysser med nabodrengen Marcel (der viser sig at være ”ikke-interesseret”) og hun forsøger at forløse sin kunstneriske ambition i en eller anden retning. Det lykkes (heldigvis) ikke i denne bog, så der må nødvendigvis komme flere.
Glenn Ringtved skrev Dig og mig ved daggry, 2013, hvor hovedpersonen Louise og Liam var særdeles eksperimenterende i deres forhold. Den er rå, barsk og meget ”Nordkraft-ish”, men her i Den kroniske kyssesyge er Idas hverdag formentlig mere genkendelig for mange unge læsere. Det er en hverdag, mange vil kunne genkende, hvor der ventes på bussen igen og igen: ”Marcel stod ved stoppestedet, da jeg gik i skole næste dag. Og når man bor på landet, og det hele bare er landevej og marker, er der ligesom ikke nogen steder, man kan hoppe ind og gemme sig. Og han havde opdaget mig, det kunne jeg se på hans kropssprog på lang afstand. Han plejede altid at stå og rocke med hele overkroppen til musikken i hørebøfferne, men nu stod han helt rank som en anden tinsoldat med blikket stift rettet mod horisonten.” Marcel er måske kærestepotentiale for Ida, han er i hvert fald sortklædt med egen guitar, og så er han sytten år. Det er interessant for Ida.
Familieforholdene hjemme hos Ida på den nedlagte landejendom (der formentlig ligger i Sønderlev, Skallerup eller Vennebjerg) er helt stille og rolige. Idas mor og stedfar er ganske sympatiske og lige så raske i replikken som Ida. Her er det stedfar Jørn, der tørt kommenterer Idas identitetssøgen: ”Jeg har tænkt over, at jeg i virkeligheden nok er meget introvert, sagde jeg. Og mente det. Jeg havde virkelig tænkt over det.
Jørn så op fra sit latterlige bilmagasin. Er det ikke bare en smart måde at sige, at man er et asocialt røvhul? spurgte han.”
Ida går til audition på sommerspillet, men da hun ikke får rollen som Sandy, så bortforklarer hun det med et: ”Jeg har også kronisk kyssesyge”. Det betyder heldigvis, at hun kan lede efter sin stemme i mange flere bind i serien.
Glenn Ringtved, der har boet i Hjørring og Lønstrup i mange år (men nu bor i København, ØstDanmark) har skrevet mange bøger til børn og unge. Dreamteam-serien om fodbolddrengen P, der flyttede fra Vrå til Spanien i nogle år, vil være læst og kendt af mange. Der kom ni bøger i serien, og de er fremragende til alle ni til tolvårige. Til ungdomsgruppen står Dig og mig ved daggry (der blev skrevet sammen med Sanne Munk Jensen fra Skagen) stærkt. Andre ungdomsbøger er Kings of Jutland (med fodboldfans i hovedrollen), En god dreng og billedromanen Hader, hader ikke.
Helt suverænt gode er billedbøgerne, der kan læses af alle. Her gik Victoria (fra 2020) om en lille pige, der savner sin døde mor. Græd blot hjerte er fra 2001, den er udkommet på engelsk og har fået mange priser. Den handler om døden, der kommer for at hente de fire børns farmor. Glenn Ringtved har haft et fantastisk held med at få gode illustratorer til sine billedbøger, og det er også med til at gøre teksterne læseværdige for alle.
Det er en stor fornøjelse, at der er humor og godt humør mens Ida leder efter sin stemme i verden. Der er virkelig mange ungdomsbøger, der er mørke og dystre med dysfunktionelle familier, hvor hovedpersonerne er selvskadende, psykisk ustabile og selvmordstruede. Sådan er ungdommen (og livet) også for nogle, men til tider er det godt at møde en hovedperson som Ida, der har et smilenavn: ”Men Ida er et smile-navn, fortsatte jeg. Iiiiida. Kan du se det? Man kan slet ikke lade være med at smile, når man siger det.
Jeg kan sagtens lade være, mumlede Jørn.”