Den særligt sensitive grønne bold vokser glad op i naturlige, runde omgivelser, hvor den kan trille og hoppe, som den er særligt god til. En dag starter den i skole og selvom den har glædet sig, bliver det svært – for alle de andre børn er firkantede, stolene er firkantede og legene er firkantede, så bolden passer slet ikke ind. Der er også alt for meget larm, så bolden bliver både ked af det og vred. Efter kort tid finder læreren heldigvis ud af, hvordan der kan skabes lidt mere ro og runde forhold i klasselokalet, og bolden bliver glad for at gå i skole og for sine firkantede klassekammerater.
Bogen er gennemillustreret med klare og udtryksfulde helsidesillustrationer, der inviterer ind i et legende univers af former og farver. Teksten er oplæsningsvenlig og kredser historien igennem om gentagelser af former og farver:
”Familien boede i et lille, rundt hus omgivet af grønne marker og runde bakker. De havde en lille, rød bil med grønne hjul, og i haven stod et æbletræ med røde æbler.”
Bogen er ifølge forfatteren tænkt som et værktøj til børn og forældre, der har karaktertrækket ‘særligt sensitiv’ eller HSP, som er beskrevet af den amerikanske psykolog Elaine N. Aron. Allerede når man sidder med bogen i hånden og læser titlen, er man da heller ikke i tvivl om, hvad den handler om.
Jeg må her dele en anelse ud af mig selv, selvom det ikke er den gængse tilgang for en anmelder: Jeg ser mig selv vældig godt beskrevet i HSP-trækket, ligesom jeg er mor til fire børn, hvoraf to også kan beskrives som særligt sensitive – den ene i ganske udpræget grad. Jeg er altså ikke modstander af teorien om dette karaktertræk, ligesom jeg egentlig glædes over børnelitteratur, der også belyser nogle af de problematikker, der kan opstå i den forbindelse.
Men jeg må melde pas på udførelsen her.
Forfatteren skriver selv, at bogen handler om, at vi alle er forskellige – og at tanken er, at hjælpe sensitive børn af med følelsen af at være anderledes. Men fortællingen viser netop bolden som værende markant anderledes end alle de andre (firkantede) børn. Klassen vises ikke som fyldt med diversitet; nej, alle andre end bolden har samme form og trives med det samme. Kun bolden har brug for særlige foranstaltninger.
Det kan bestemt være en udfordring at være mere følsom overfor indtryk, end klasselokalet er indrettet til, men en fortælling som denne, der udpeger det følsomme barn til at være markant anderledes end alle andre, giver ikke just oplevelsen af inklusion – tværtimod medvirker den måske til et selvbillede, der skaber mere afstand end nødvendigt.
Fortællingen her har sin berettigelse i de flotte illustrationer og i intentionen om at tale med børn om det at være mere følsom end gennemsnittet – og om forskellighed generelt. Med en opmærksom og lydhør oplæser, der tager forbehold for historiens generalisering om det ‘almindelige’ barn versus det sensitive, kan bogen anvendes til de ældste børnehavebørn og i indskolingen.
Personligt ville jeg dog vælge et andet udgangspunkt for snakken om sensitivitet og individuelle behov og hensyn.
