”Nelson, altså…. Sukkede mor.
Hun elskede det navn. Det gjorde Nelson ikke, også selvom han var opkaldt efter en berømt mand, der hed Mandela til efternavn. Nelson skulle altid stave det for folk og forklare, at Nelson altså var hans fornavn og IKKE efternavnet. Når han blev stor ville han hedde sit mellemnavn, Preben. Opkaldt efter farfar. Der var ingen, der kendte det navn, og farfar, han var sej. Og havde været sømand engang. Preben var et meget sejere navn end Nelson.”
Sådan introduceres hovedpersonen i bogen ”Den store Nelson”. Denne bog er en samling af fem selvstændige historier om samme Nelson, nemlig ”Nelson på ulvejagt”, ”Nelson og zombiefødselsdagen”, ”Nelsons jul”, ”Nelson i Rom” og ”Nelsons seje psykofætter”. Den sidste historie er ny, mens de øvrige er udgivet i løbet af de seneste år.
Nelson har en mor, en far og en lillebror Malthe. De er en helt almindelig familie, der oplever helt almindelige ting. De er til familiefest, de holder jul, de er på ferie. Tilsyneladende er det helt almindelige ting, de foretager sig, men det viser sig altid at gå galt. Juleaften hos Nelsons familie er helt almindelig, lige bortset fra at der går ild i juletræet, juleanden brænder på, og der er ingen mandler til risalamanden.
Det går altid galt. Også til Selmas konfirmation, hvor Nelsons familie er taget hele vejen til Jylland. Jylland! Det er langt væk. Der er køer og alt muligt rundt om forsamlingshuset. Der sker en del, Nelson tegner graffiti på forsamlingshustoilettet med sin mors læbestift, og Nelsons familie må tage tidligt hjem fra festen. Det er faderen nu ret tilfreds med.
”Nelson sad helt stille på bagsædet. Han plagede ikke om at få lov til at se iPad eller få køre-slik eller noget. Han var bare helt tavs.
Mor rystede på hovedet. Nelson, altså… Hvordan kunne du finde på sådan noget?
Malthe tog sin storebror i forsvar. Jeg tror altså, det var Tobias, der fik ham til det, mor.”
På køreturen får familien talt om dagens udfordringer til konfirmationsfesten, og heldigvis ender det med pommes frites, is og Champions League-finale på en Monarch-motorvejs-rasteplads.
Bogen (bøgerne) er skrevet i et samarbejde mellem Line Leonhardt og Palle Schmidt, men det er Palle Schmidt, der står bag bogens illustrationer. I sort-hvide tegninger viser de hverdagen hos Nelsons familie. Nelson ser i Palle Schmidts udgave lige netop sådan ud, som man tænker sig en Nelson skal se ud: Finurlig, drenget, kæk og altid oplagt til, at der skal ske noget uventet.
Nelson er et fint bekendtskab. Hans familie er også et godt bekendtskab. Det er et godt valg til oplæsningsbog; ikke mindst fordi, der er masser af dialog, hvor man kan få lov at lægge stemme til de forskellige karakterer. Replikkerne er helt rene fra en hverdag i mange familier, og så er der en humoristisk tone, der også kan give den voksne oplæser en glæde ved højtlæsningen.
Nelson er ti år. Han kan leve længe endnu.
