”Det var mig, Viggo, der fik idéen til klubben. Jeg er nemlig vild med detektiver. Jeg læser en masse om det og ser mange film. Og så har jeg en hel kasse med detektiv-ting. Mine bedste venner er Liva og Pelle. Siden sommer har vi haft en detektivklub. Vi holder hemmelige møder i et rum på min morfars loft.”
I de to første bøger om Detektivklubben følger vi de tre venner Viggo, Liva og Pelle, som sammen har lavet en detektivklub. De har fået lov at få et rum på loftet hos Viggos morfar, hvor de afholder klubmøder.
Deres første sag bliver om morfarens ældre nabo Sten, som er forsvundet. Vennerne lægger en plan og tager afsted på jagt efter Sten. Undervejs bruger de flere forskellige detektiv-teknikker, Viggo har lært. For eksempel tager de aftryk af fodspor ved hjælp af afstøbninger. Hunden Snif bliver også brugt som sporhund – for hvor i alverden er Sten mon forsvundet hen?
I anden bog starter den nye pige Sofia i vennernes klasse. Hun virker ret utilnærmelig og snobbet, men venneflokken forsøger alligevel at indlemme hende, og da det viser sig, at et meget værdifuldt billede fra den store herregård, hvor Sofia er flyttet ind med sin far, er forsvundet, må Detektivklubben træde til igen og opklare mysteriet. Et mysterium, der både involverer hemmelige gange og skjulte hemmeligheder i fortiden.
Begge bøger er et par utroligt spændende krimibøger, som holder sin læser til ilden hele vejen igennem. Venskabet mellem den lille flok detektiver mærkes tydeligt, og det er en sand fryd at læne sig tilbage og nyde Detektivklubbens univers, der ud over en ny og fængende gåde i hver bog, hvor man som læser slet ikke kan lade være med at gætte med, også tager andre temaer op som fx hvad et godt venskab er, og hvordan man accepterer hinanden, selv når man ikke minder om hinanden.
Morfaren er til stede i baggrunden som den voksne hjælper, men det er altid børnene der er i centrum, og som i fællesskab får løst mysterierne.
Bøgerne er illustreret i farver undervejs af Jan Solheim, hvis streg vi kender fra mange forskellige udgivelser, helt fra fx Line Kyed Knudsens billedbogsserie ”Alberte i børnehave” til den populære ”Gamerz”-serie af Kasper Hoff – og mange flere. Og man forstår godt, Jan Solheim er populær; stregen med det tegneserieagtige præg og de gode, kraftige farver sætter stemningen i bøgerne og føjer lige den ekstra dimension til læsningen, som sætter ekstra kraft på handlingen.
Alt i alt er Detektivklubben en yderst læseværdig serie, og jeg er sikker på at det, efter endt læsning, vil krible i mangen en lille detektiv for selv at finde et mysterium i hverdagen at løse.
