Frit efter Louis Armstrong kan man synge: ”Hello Dolly. This is Diego, Dolly!”
”Hello Dolly, ……well, hello, Dolly
It’s so nice to have you back where you belong
You’re lookin’ swell, Dolly…….I can tell, Dolly
You’re still glowin’…you’re still crowin’…you’re still goin’ strong
I feel that room swayin’……while the band’s playin’ …”
”Diego & Dolly” er en dyster grafisk roman der rammer lige ned i problematikken om stalking. Noget der ifølge dagspressen berører omkring 100.000 danskere hver dag. Kendte, tidligere kærester, over- og underboere, kolleger og andre chikaneres og forfølges både digitalt, og in person, af disse stalkere.
Her i ”Diego & Dolly” går det ud over en ung up-coming filmstjerne Dolly der forfølges af den grå, ensomme arbejderklassedreng Diego – der mobbes på arbejdet og ikke kan finde ud af det med pigen Linda, men som forguder, stalker og til sidst bortfører Dolly.
Som fortælling fungerer historien om de to glimrende, især gennem det fortællekneb Jesper Wung-Sung og Palle Schmidt konsekvent bruger, at fastholde Diego som synsvinkelbærer gennem tykt og tyndt – det er gennem ham, vi oplever hans udlevelse af fantasierne om hans og Dollys ”ikke-forhold” til hinanden. Disse tanker modsvares af det kontrapunktiske forhold der er mellem Jesper Wung-Sungs skarptskårne, ultrakorte tekst og Palle Schmidts særdeles dystre tegninger.
Ordene siger ét – billederne noget helt andet – og endelig foregår der en hel masse i tekstens tomme pladser, i det der i tegneseriefagsproget hedder ”rendestenen,” pladsen mellem de enkelte billeder. Tegningerne holdes konsekvent i sort/hvid, kun effektivt afbrudt af en pang-rød markørfarve der følger Dolly og genstande, inklusive en hjerteskærende tatovering, Diego forbinder med hende (se omslaget foroven).
Det er en vellykket grafisk roman der er kommet ud af samarbejdet mellem Jesper Wung-Sung og Palle Schmidt. Mange gange får illustratorerne ikke den kredit de burde have haft. Denne gang skal det være anderledes, for det er Palle Schmidts tegninger, valg af synsvinkler, beskæringer og brug af den røde farve der i høj grad bærer fortællingen igennem og får læseren til at reflektere over Diego & Dollys skæbner. Som læser har man langt hen ad vejen sympati for den lille grå unge mand og hans sindsstemninger Palle Schmidt præsenterer os for.
Endelig føjer ”Diego & Dolly” sig smukt ind i Jesper Wung-Sungs øvrige forfatterskab af noveller og romaner der omhandler dybt alvorlige eksistentielle spørgsmål. Diego er ikke sådan lige at ryste af sig.
”Diego & Dolly” kan læses af både unge og voksne. I danskundervisningen i de ældste klasser er den særdeles velegnet til at demonstrere genretrækkene ved en grafisk roman – historien er forholdsvis enkel og den er sat op som en ”traditionel” grafisk- eller tegneserieroman. I undervisningen kan ”Diego & Dolly” således indgå som et eksempel på hvordan en tegner som Palle Schmidt bygger en grafisk roman op. Interesserede kan så sammenligne med Søren Jessens remediering af Jesper Wung-Sungs ungdomsroman ”Kopierne” (2015) hvor Søren Jessen på en helt anden måde bryder med den traditionelle grafiske roman og indkorporerer elementer fra billedbogen.
