Marianne Iben Hansen kan rime og rappe og sætte ord sammen, så man selv må rappe med. Her i ”Drengen i træet” er der ikke blot den sproglige leg med ord, der fænger. Det er også indholdet, der er genkendeligt for mange. Drengen sidder sammen med sin far:

”Midt på Gammel Nytorv sidder to og tar et hvil 

Drengen spiller iPad, faren taler i mobil: 

Nå, sir han, nej det’ okay, vi venter her. 

Drengens mor er åbenbart forsinket et kvarter. 

Faren sidder lidt og knækker fingre, klik, klik, 

Rømmer sig og spør’, hvordan det gik i matematik,  

Fint, siger drengen, og faren siger: flot, 

Sukker på en måde, drengen kender lidt for godt. 

Åh sikken dag, 

Sikken dejlig dag 

Sikken superduper dejlig dag.”  

Så går det, som det må gå, når skærmen har taget magten over drengens og hans forældres opmærksomhed; pludselig får drengen nok af forældrenes mobilforbrug. Han går ud i verden, rasende og edderspændt og sur og sammenbidt. Han tager skridt for skridt ud i verden, ud i naturen, og her finder han et højt træ, som han kravler op i. Her vil han bare sidde og lytte og se og være til stede. Hans forældre leder efter ham, de finder ham, – og det ender med, at de alle tre sidder oppe i træet og griner og har det vildt sjovt.

De kommer tilbage til hverdagen, mobiltelefoner og iPads er der fortsat, men:

”Et sted indeni 

Er der stadigvæk et træ 

Hvor tre ogginokker 

Sad og grinede en dag…:” 

Sådan er moralen ikke, at man skal ”tilbage til naturen og leve analogt”, men det er vigtigt med fælles oplevelser ”i virkeligheden”, sådan som et modsvar til den digitale oplevelsesverden.

Charlotte Pardi tegner drengen og hans forældre, så de bliver levende for alle. Ingen kan tegne en rasende dreng som Pardi. Hans mund er forvredet, da han råber til sin far: ”Du’ så pissetarvelig din lede psykopat! Hundehoved, hættemåge, gylleautomat.” Og drengen sidder på knæ på bænken i parken, måger og fugle og fisk springer rædselsslagne rundt i luften og farderen trækker de tynde ben til sig, skræmt fra vid og sans.

Charlotte Pardi passer så fremragende sammen med Marianne Iben Hansens legende tilgang. 

Det er en bog, man skal læse højt sammen med børn. Og det er ikke blot en anbefaling til børn om at mindske skærmforbruget og øge den sansende tilgang til verden, det er også en henstilling til voksne om, at man ikke altid behøver at lade mobiltelefonen være tændt. 

Marianne Iben Hansen kan bruge hele spændvidden af ord i sine rim.  Og det rimer.  

Læs om forfatterens mange udgivelser på hendes hjemmeside HER

Se andre bøger illustreret af Charlotte Pradi HER