”For måske er det netop det, Pixie skal. Ud i verden. Alene”.

Sådan sluttede Sofie Riis Endahls bog ”Pixie lever stadig”. Og Pixie (eller Emma, som hun hed i virkeligheden) gik ud i verden helt alene, for kliken omkring ”Dronningen” tog afsted på jordomrejse uden hende. Dronningen, altså Line, havde sin vennegruppe: Disciplene, gennem hele gymnasietiden. Der er sket en del siden. August, Fiona, William og Line bor i et bofællesskab og er i gang med studierne. De er, helt klart, alle i gang med at finde sig selv i verden. Nu vender gymnasietiden pludselig tilbage til dem:

”Vi er blevet inviteret til gymnasiereunion, siger jeg som det første, da jeg mødes med Nuka på H.C. Ørsted Instituttet foran auditorium 5, en uge efter vi er kommet hjem fra Portugal. Det er vores første dag på kandidaten. De andre er helt oppe at køre.”

Og Line, Dronningen, er ikke helt rolig i forhold til denne reunion. Der skete noget i gymnasietiden, som hun gerne vil glemme. Der er noget uafsluttet med Pixie, og andre har også noget uafsluttet:

”Jeg magter ikke, at det ripper op i alt muligt, siger jeg og sætter mig ved siden af ham. Fiona er pludselig kommet i tanke om, at hun har totalt ondt i røven over, at hun var kærester med William.”

Som man kan tænke, så bliver der holdt en reunion, og de er der alle. Pixie er der, og Magnus er altid ude i periferien. Romanen handler om alt det, der sker hos de unge først i tyverne. Når kærligheden ikke kan finde hjem, så finder den andre veje. Line ses i det skjulte med Magnus, hun har noget uafsluttet med Pixie, og hun er inderst inde alvorligt forelsket i en helt tredje. Og sådan har de fleste af de unge et eller andet. Der bliver drukket en del øl og shots i romanen:

”Jeg går direkte ud i køkkenet og tager fire tequilashots alene, så det hele ser lidt blødere ud, og jeg ikke tænker, da jeg hiver Magnus hen for at spille beerpong med Fiona og August”.

De drikker og fester, de har tømmermænd, de spiller brætspil og de cykler stærkt berusende hen over Rådhuspladsen. Det er ikke studierne, der er rammen om bogens handling, det er den frie tid, hvor de søger at finde sig selv i kærligheden og venskabet og verden.

Sofie Riis Endahl kan skrive, så det er ungt uden at være for smart og for lukket en verden. Det har hun vist i de foregående romaner, også i ”Pixie lever stadig”, men her i ”Dronningen vinder altid” bliver det ganske svært at holde styr på handlingen. Der skiftes mellem nutiden, fire år efter studentereksamen, og tilbage til gymnasietiden. Der er også nogle flashbacks til Lines tid i Jylland, hvor hendes veninde Gry druknede. Line har fortsat skyldfølelse herover. Der veksles også mellem personerne ”rigtige navne”, altså Line, Fiona, William og August og så ”discipelnavnene” fra gymnasietiden: Jesus, Sokrates, Tove og ikke mindst Dronningen.

Har man ikke lige ”Pixie lever stadig” i frisk erindring, så bliver det rodet for læseren. Der er ikke noget i layoutet, der indikerer skift i tid, og for den mere urutinerede læser må det synes rodet. Når det er sagt, så har Sofie Riis Endahl en helt særlig evne til at blande musikken ind i sine romaner. Musikken spiller altid en rolle, uanset om det er som en playliste til festerne og kærligheden, eller om musikken kommer gennem Williams forsøg på at slå igennem som sanger.

Vil man som voksen have et indblik i unge tyveåriges liv, så kan man få det her. Det, der for udenforstående kan se ud som et festligt ungdomsliv med øl, brætspil og masser af venner, det liv har også en skyggeside, der er fyldt med skam, skyld, usikkerhed og alt for mange hemmeligheder.

Der er en klar morale, når Fiona til slut siger:

”Man bliver et forkrøblet menneske af at gøre tingene alene, Line. Jeg suger luft ind og klemmer om stenen. Okay.”

Line, Dronningen, bliver lidt mere sig selv. Mindre Dronning og mere Line. Men det er en lang vej, hun går.

Sofie Riis Endahl skriver selv, at hun er inspireret af Knud Sønderbys roman fra 1931: ”Midt i en jazztid”. Hos Sønderby møder man også den unge Peter, der ikke blot er styret af noget ydre, men også af det, der foregår indeni, noget, der kommer til udtryk i bogens gennemgående credo:

”Der foregår ting i mennesker, som ikke kan beskrives. Der foregår ting i dig selv, som du aldrig vil kunne forstå.”

”Midt i en jazztid” var datidens unge stemme. Sofie Riis Endahl er (en af) nutidens unge stemmer.