På en halvfærdig hængebro i den brasilianske jungle
sad nitten nøgne indianere og spiste saltbomber.
Nej, vent lidt, sådan er der ingen historie, der begynder.
Vi tager den forfra og starter med første kapitel.
Med fortællingen om ”Elise og den brugte hund” vender Bjarne Reuter tilbage til noget af det, der har gjort ham til Danmarks måske populæreste børnebogsforfatter.
For Elise minder på mange måder om andre ensomme, lidt skæve figurer i forfatterskabet – lad mig blot nævne Buster og Hodder.
Men vi har forladt Brønshøj og er flyttet ind på Vesterbro, hvor Elise bor sammen med sin musikerfar og arkitektmor. Faderen leverer musikken til bryllupper og begravelser og tjener nogle gange til dagen og vejen som gademusiker uden for Illum. At Elise bor sammen med sin mor er lidt af en tilsnigelse, for moderen er i Brasilien for at overvåge konstruktionen af en hængebro ude i junglen. Og det er her problemet ligger, for Elise savner sin mor vanvittigt meget.
Så meget at faderen giver efter og forærer hende den hund, hun så brændende ønsker sig. Men der er kun råd til en brugt hund, som de køber hos magiske Potifar i hans kæledyrssalon. Det er ikke nogen helt almindelig hund, de anskaffer sig. Den er ikke køn, den er skotte, den kan tale, hedder McAduddi og har en særlig veneration for whiskyen, Highland Park 47%, som der også står på dens øretatovering.
Sammen oplever Elise og McAduddi flere eventyr, der holder Elises ensomhed af vejen. De leger sammen, holder Halloween, fører lange samtaler om natten, er ude i den brasilianske jungle på drømmerejse.
Men pludselig forsvinder McAduddi, og da Tobermory Highland Guards et par dage efter kommer gående op ad Istedgade i fyldt udstyr med ”pipes and drums” forstår Elise, at hunden er død.
Bjarne Reuter lader dog ikke fortællingen slutte med det, for Elise går op på husets tag:
Elise så op i månens honninggule ansigt, hvor der sad et lille tilfredst smil.
– Det her, sagde hun, er en gammel brugt kikkert, og man kan faktisk ikke se særlig langt, men jeg kan se en flyvemaskine på vej mod lufthavnen, og den er gul og har det brasilianske flag på vingen.
Er det mon moderen, der kommer hjem? Får Elise noget tilbage som erstatning for det tab hun har lidt?
Med fortællingen om ”Elise og den brugte hund” er Bjarne Reuter ikke kun tematisk vendt tilbage det sørgmuntre, livskloge og urkomiske, men det gælder også den helt specielle reuterske, overlegne sproglige (blues)tone der gennemsyrer fortællingen med dens skift mellem ren ramasjang, poesi og filosofisk eftertænksomhed i børnehøjde.
Det hele er illustreret af Kirsten Raagard med tegninger, der underbygger det univers bogen spiller i. Særlig vellykket er den måde Raagaard har tegnet McAduddi på. Den forandrer løbende udtryk – og hold da helt op, hvor ser den brugt ud.
”Elise og den brugte hund” anbefales på det allervarmeste til højtlæsning både i skolen og i fritiden og til selvlæsning i indskoling og på mellemtrinnet. Læseren er voldsomt godt underholdt undervejs – og så gør det jo heller ikke noget, at man samtidig bliver klogere og måske kommer til at fundere over tilværelsens ulidelige ensomhed for de mange børn, hvis forældre drøner verden rundt for at arbejde under fremmede himmelstrøg.