Er det en lort?

‣ Forfatter: Sandra Schwartz

‣ Illustrator: Christian Guldager

‣ Forlag: Alinea

‣ Udgivelsesår: 2016

‣ Målgruppe:7+

‣ Sidetal: 23

‣ Sværhedsgrad: Lix: 5 LET-tal: 12

‣ ISBN: 9788723516343

”En lort?” siger Isak. ”Hvor klamt!” Han ser ned i bleen. Lorten kravler af sted. ”Den er i live!” råber Kalle. ”Lorten lever!”

Isak er på vej i seng, men kan pludselig ikke finde sit kæledyr Egon, som er en stor fugleedderkop. Samtidig løber lillebror Kalle rundt i bar numse, fordi han ikke gider have en ny ble på. Kalle løber ind på Isaks værelse med faderen i hælene med en ble i hånden. Kalle slukker grinende lyset og synes det er rigtig sjovt at faderen nu ikke kan finde ham.

Da de får tændt lyset igen, er faderen væltet over noget LEGO og har tabt bleen på gulvet. Isak leder stadig efter Egon, og pludselig råber lillebror Kalle, at der er noget levende i bleen! Er det mon en levende lort? Eller er det Egon?

”Er det en lort?” er en sjov, letlæst historie. Illustrationerne af Christian Guldager er rigtig gode og bærer historien langt hen ad vejen. Det bliver for eksempel aldrig nævnt med ord, at Isaks kæledyr er en fugleedderkop, ligesom jeg er helt vild med illustrationerne af den irriterende lillebror Kalle, der gennem historien storgriner hele tiden.

Bogen er en del af Alineas serie Læseklub og har lixtallet 5. Serien har flere niveauer, og denne bog er i den lette ende. Ifølge forlaget kan den bruges fra 6 år, men jeg vil hellere sige fra 7 år, da der er en del tekst og længere ord, som man måske nok skal have læst lidt for at kunne dechifrere.

Jeg tænker især historien vil gøre lykke hos drenge – måske særligt de med små brødre kan nikke genkendende til situationen med den irriterende lillebror.

Alt i alt en rigtig fin letlæsningsbog.

http://www.alinea.dk

Anmeldelsen er skrevet af Line Frømann Ehlers

Line er uddannet bibliotekar DB anno 2007 og har arbejdet som bibliotekar siden; først på Herning Bibliotekerne og siden 2017 på Skive Bibliotek. Hun elsker det gode gys, både for børn og voksne, og læser derfor meget i den genre. Hendes litterære interesser spænder dog vidt, så hun elsker også en god fantasyroman eller dystopi. Efter Lines liv er blevet beriget med to fantastiske børn, er hun helt naturligt også blevet interesseret i bøger for de allermindste, herunder billedbøger, letlæsningsbøger og højtlæsning - der læses generelt i uhyrlige mængder på hjemmematriklen. Line har anmeldt både børne- og voksenlitteratur flere steder bl.a. i Herning Folkeblad og flere steder på nettet.