“Det bliver så fedt, når vi får læseferie.”
”Hvis jeg nu tog på stranden med nogen. Jeg skærer et stykke af tærten, mens jeg taler.”
”Amalie og jeg er på vej ind i klassen.”
”Da vi smider cyklerne i det høje stikkende græs, klistrer blusen svedigt til min ryg.”
”Det er den mest åndssvage replik jeg nogensinde har sagt.”
”Klokken er seks. Michaels stemme er konstaterende. Hvor er du?”
”Hvis piger var halvt så sexede i virkeligheden….”
Dette var første sætning fra de første syv kapitler i bogen ”Et stykke af månen.” Her får man indtrykket af en ungdomsroman, hvor veninder og kærester spiller hovedrollen, mens der konstant reflekteres over tilværelsen. Sådan er det for Dina, der går i 1. G på gymnasiet i en mindre by. Hun bruger (som alle de andre gymnasieelever) ufattelig megen energi på projekt: ”Hvem er jeg? Hvordan ser de andre mig? Hvordan vil jeg være?
Sådan er det en bog, der rammer fint i hverdagens bekymringer hos alle 14- 16 årige. Dina her en ekstra udfordring, da hun har albinisme og derfor har røde øjne, lysfølsom hud, dårligt syn – og bekymrede forældre. Heldigvis har hun Michael, der også har albinisme, og som hun har kendt hele sit liv. Og hun har veninder. Og så skriver hun på en bog. Og så er hun forelsket i Luke, der går i 3. G. Således er livet fyldt med op – og nedture.
Dinas forfatterprojekt giver hende mulighed for at bearbejde alle problemer i en fiktiv fortælling. Det er en del af det postmoderne livsprojekt for alle unge, at man konstant skal forholde sig til sig selv. Det er godt at skrive om det. For Dina er det den mulighed hun har for at nå frem til hvad hun inderst inde virkelig føler, tænker og mener.
Hun tænker: “Jeg føler mig som et skide isbjerg, med så mange følelser under overfladen, at jeg ikke kan holde dem inde. Og jeg forstår faktisk godt, hvis der ikke er nogen, der kan holde mig ud.”
Alle unge (og voksne) fremstiller sig jo med en facade, der ikke ofte viser, hvad der kæmpes med. På overfladens skærmbillede ser alt så tjekket ud, men det viser sig, at hverken Luke eller Michael eller Dina eller de øvrige venner er så glittede, som de prøver at vise verden. Sådan er det at blive voksen: Man får øje for de fejl, man selv og andre har, og man må så lære at leve med det.
Forfatterprojektet er en kommunikation, hun har med sig selv, men hun har den også med bedstevennen Michael.
”Lige pludselig går det op for mig, at jeg ved, hvad den skal slutte med. For det er ikke altid, man behøver vælge mellem en lykkelig og en ulykkelig slutning. Nogle gang ender livet et sted midt i mellem, og med det i tankerne turboskriver jeg et udkast til slutningen og sender det til Michael.”
Interessant er det, at der er udkommet flere bøger om albinoer. En meget lille gruppe mennesker har sygdommen, men litterært er sygdommen interessant, fordi det er et fysisk handicap, der ikke er så tydeligt. Hovedpersonen i ”Et stykke af månen” er (i det skjulte) noget særligt, og det giver hende adgang til flere fællesskaber, samtidig med at hun også deltager i det ”almindelige” gymnasieliv.
”Et stykke af månen” er ikke ”Den kroniske uskyld” i ny udgave. Det er en ganske hæderlig ungdomsbog med de klassiske konflikter, hvor albinisme blot er en anledning til at hovedpersonen også har et forfatter-wannabe-forløb sammen med sine albino-venner.
Og mere dansklæreragtigt: http://camillawandahl.blogspot.dk/
