”Der er så koldt her.
Min mor lægger armene om mig.
Vandet løber ned ad væggene.
Laver store vandpytter på gulvet.
Vi finder et sted hvor der stadig er tørt.
Jeg kryber sammen.
Lytter til hendes stemme som hvisker til mig i mørket.”
Sådan lyder anslaget i norske Constance Ørbeck-Nilssen og Akin Duzakins smukke og gribende billedfortælling fra et krigshærget land, hvor vi møder en mor og hendes datter, der har søgt tilflugt i en kælder, mens bombefly flyver over et aldeles farveløst, trøstesløst og udbombet landskab.
Pigen flygter ind i fantasien, hvor hun møder en både mystisk, mytisk og klog fugl, hun kan hente styrke og vejledning fra.
Farverne som forsvandt demonstrerer, som Ane Bjørns Trylleblik (2021), hvordan børn kan søge tilflugt i fantasien og deres eget indre i en verden, hvor alt håb er ude, og hverdagen er forsvundet.
Fortællingen er som skabt til alle de børn, der er udsat for krig og følgerne af den. Den skriver sig med sit empatiske blik på alle de børn, der er ramt af krig og flugt ind i en stadig hyper aktuel og almengyldig problemstilling om ”vores” syn på krigsramte flygtningebørn. Det er ikke kun børn, der bør læse Farverne som forsvandt, men også de voksne der omgås dem, og de beslutningstagere, der dekreterer love og forordninger ved eksempelvis EU´s ydre grænser.
Farverne som forsvandt kan og bør ligeledes læses af og med flygtningebørn. Den kan danne rammen om et empatisk rum, vi og de kan mødes i til samtale.
Constance Ørbeck-Nilssens tekst er skrevet i korte, oplæservenlige sætninger, som Akin Duzakins smukke illustrationer i sort/hvid/brunlige og douchede farver smyger sig om. Det er gennem illustrationerne, vi oplever en væsentlig del af fortællingen, ligesom pigen, da hun i fantasien møder sin far, er iført en rød kjole, så hun er let at følge som ledefigur. Det sender tankerne tilbage til den lille pige i Steven Spielbergs holocaust-mesterværk Schindlers liste.
Børn ser og oplever ting, de ikke burde have set og oplevet. Til alt held vender farverne tilbage i Farverne som forsvandt, i form af en regnbue, der bygger bro over floden i den krigshærgede by tilbage i vores piges liv og i hendes afskedsreplik: ”Jeg ved vi kan klare det.”
Der udkommer i disse år, som man kan kalde en gylden tidsalder for billedbogen, et utal af forunderlige, eksperimenterende og kunstnerisk spændende billedfortællinger i de nordiske lande, Finland, Sverige, Norge, Færøerne og Danmark. Desværre udveksles disse bøger, på trods af tiltag som Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris, i alt for ringe grad mellem landene, men nogle slipper gennem nåleøjet takket være især de mindre forlag som her Forlaget Vild Maskine. Med Gro Dahle: ”En billedbog er ikke en aldersgrænse. Den er et medie.” Og det medie har det godt!
Forfatter, Constance Ørbeck-Nilssen
Billedbog, Farverne som forsvandt