Er det ikke en lille smule underligt?, siger hun.
Hvad er? Siger jeg
Ja, at han slet ikke har prøvet at kysse dig? Eller spurgt om I skal være kærester.
Det synes jeg da ikke, siger jeg. Vi har jo haft travlt med at tegne og sådan.
Og sådan er My og Adam optaget af at være sammen på en måde, hvor det ikke er blevet kys og kæresteri, mens de tegner på Glyptoteket. My har mødt Adam i den første bog ”Dobbeltdaten” om veninderne My, Freja og Anna, og i denne (selvstændige) fortsættelse er det My og Adam, der er hovedpersonerne.
Adam og My går med tegneblokke under armen ind i Glyptoteket, her tegner de, og de taler sammen om arbejdet med tegningerne. Når My herefter bliver udspurgt af Freja, der vil vide ALT; så er det noget problematisk, at Adam ikke har forsøgt at kysse hende. Eller spurgt om de skal være kærester. Det uafklarede forhold er et diskussionsemne over sms, og så kan det jo altid gå galt. Man kan sende en sms til den forkerte.
Der er flere intriger indlagt i handlingen, da Frejas storebror Pelle også er med til den fest, hvor Adam ikke deltager. Sådan sker der en hel del på de 104 små og smalle sider.
Man kan lære en del om hvor vanskeligt det er at tolke sms-beskeder, når man følger venindernes stadige refleksioner over, hvad der er sket, hvad der muligvis kan ske, og hvad der slet ikke burde ske. Livet er problematisk, når man er 13 år.
Caroline Ørsum skriver letlæseligt og med indsigt i, hvad der optager de 13-årige piger. Alt opleves som var det verdens største problemer, der lige ramte her.
Alle danser. Nej, ikke alle. Freja danser med Johan, de har danset sammen de sidste 100 sange i træk nu. Eller i hvert fald tre. Ida danser med Carl. Anna danser sammen med sine gymnastikveninder. – sådan bliver alt registreret, og det ser meget fredeligt ud, men bag det hele lurer jalousien, kærligheden, usikkerheden og alt det, der hører med til at være tretten år.
Der er få øjeblikke, hvor My kan sige: ”Hun vil sikkert bare vide, hvordan det går med Adam. Så kan jeg svare, at det går helt perfekt.”
