– Ved du hvad? Jeg er ret sikker på, du får en dejlig dag. Måske den allerdejligste dag i denne her uge. Fuglene synger, ikke? Og himlen er blå. Der er ikke en sky på himlen! Ikke en sky.
– Hm, siger Rikke og tænker på alle de biler, der pludselig kan komme kørende.
Det kan godt nok være bøvlet at komme hen i børnehaven med en mor som Rikkes. Selv om Rikke får lov at bestemme, så problematiserer mor alle Rikkes beslutninger om, hvilken vej de skal køre under henvisning til, at de farer og besværligheder, de kan støde på undervejs, vil være alt for store og skal undgås.
Den moderlige omsorg – eller overomsorg, som vises Rikke er tæt på at ødelægge hendes glæde ved at skulle i børnehave, og samtidig giver den hende en helt bestemt oplevelse af, at hun alligevel, når det kommer til stykket, ikke får lov at bestemme noget, der er anderledes end det, som mor vil.
Det er en fin og indsigtsfuld fortælling, som Katrine Marie Guldager har strikket sammen. Man føler virkelig med den stakkels pige, hvis glæde ved at kunne få lov til at beslutte, hvilken vej til børnehaven, som hun og mor skal vælge i dag, hele tiden ødelægges, således at vejen bliver mere truende end den burde.
Og sluttelig står Rikke henne ved børnehaven med en endnu stort set ubrugt dag, som hun næsten ikke tør tage hul på. Og selv da moderen lægger sin alt for store omsorg til side for at genoprette forventningen til dagen, så tør Rikke trods alt ikke gå længere end til at tænke: Måske bliver det alligevel en dejlig dag.
Det er nok godt nok at tage sine forbehold. Derfor måske.
Katrine Marie Guldager er jo et velbeskrevet blad både inden for børne- og voksenlitteraturen. Senest har hun fået et stort og markant gennembrud i voksenlitteraturen med sin Køge-Krønike. På børnebogsområdet kender vi hende ikke mindst fra de fire fine filosofiske billedbøger om Anton, der jo indledtes med Anton og sorgens Pil. Dertil kommer de gode bøger i letlæsningsserien om Franz.
Otto Dickmeiss behøver næsten ingen præsentation mere. I denne bog er han ude i et anderledes ærinde end fx i den smukke bog, som han tidligere på året lavede sammen med Lilja Scherfig: Farfar. I denne fortælling fylder illustrationerne hver gang et halvt opslag og er holdt i farvede opslag, som er pastelagtige, og hver gang fylder siden ud og med en grundfarve, som er let grønlig. De giver en stemning, som understreger Katrine Marie Guldagers tekst på bedste måde.
Bogen er bedst til højtlæsning for førskolebørn. Jeg er sikker på, at der vil være nok at tale med børnehavebørn om. Hvordan kommer man sikrest hen til børnehaven? Hvad mon de synes om mors overomsorg? Osv.
