Jeg havde nær fået kaffen galt i halsen da jeg så forsiden til Gro Dahle og Svein Nyhus’ nye billedbog “Ikke!”. Hør lige engang. Min datter startede i skole i sommer. På legepladsen står adskillige gamle, flotte og ikke mindst høje æbletræer. Som den ukuelige eventyrer hun er, fandt hun hurtigt op i kronen på de stolte træer. En 5-6 meter fra jorden vil jeg tro. Det var mere reglen end undtagelsen, at hun stod i toppen og svajede på de øverste grene, når jeg eller min kone hentede hende. Med hjertet i halsen prøvede vi at tale hende til fornuft i et forsøg på at få hende sikkert ned på jorden. ”Det kan være livsfarligt”; ”du kommer alvorligt til skade”; ”du skal kun falde ned derfra én gang”. Sådan nogle ting. ”Men de bedste æbler er jo heroppe” svarede hun, og havde isoleret set ret. Pædagogerne lavede afmålinger på træerne for at sætte en klatre-grænse, men min datter – og andre børn med hang til skyer i håret og vind i ryggen, fandt stadig vej op i træerne. Og sådan har det altid været. Børn er som udgangspunkt nysgerrige og modige – indtil de voksne trækker deres egen angst og frygt ned over hovedet på dem. I et sikkert sympatisk forsøg på at beskytte børnene, pakker de dem ind i vat og bobleplast og gør dem en definitiv bjørnetjeneste: forringer deres mulighed for at blive levedygtige, robuste og egenrådige. I værste fald gør de dem inkompetente, og det er disse, de såkaldte helikopterforældre, som Gro Dahle og Svein Nyhus har noget at sige til med “Ikke!”.

“Er alting farligt? Spørger Tiki og bliver bange,
bange for vejen, bange for træet.
bange for hunde og katte og hvepse,
bange for gynger og klatrestativer,
bange for søen, vandet, dybet.
For alting er pludselig farligt.”

Vi følger pigen Tiki, der er modig og stærk, og som elsker at gå på opdagelse i verden, men hendes forældre er rædselsslagne for, at der skal ske hende noget, så de begynder at begrænse Tiki i hendes møde med sine omgivelser. Pludselig er alt omkring hende farligt, og Tiki begynder at krympe. Mindre og mindre bliver hun, indtil hendes forældre til sidst kan opbevare hende i en kugle af glas, der ligger sikkert og trygt i farens taske. Men overbeskyttelse bliver i yderste potens farlig i sig selv, så Tiki bryder ud, vokser sig stor igen og finder tilbage sit trygge klatretræ.

”Herfra kan de se hele den vide verden!
Hele den fantastiske, farlige verden!
Mor ser, at Tiki er modig,
men også dygtig,
for Tiki holder godt fast, passer på,
Tiki klatrer, Tiki klarer det.”

Makker- og ægteparret Dahle og Nyhus blev sidste år nomineret til Nordisk Råds litteraturpris for “Ikke!”, og det forstås! Lad det bare være sagt: det er en ganske fremragende billedbog. De to har igennem mange år været garant for billedbøger af tårnhøj kvalitet med en stor kunstnerisk ambition, og behandler ofte svære, vigtige og tabuiserede emner som fx omsorgssvigt, seksuelle overgreb og psykisk vold – skrevet til børn. Tunge tematikker, der præsenteres med Gro Dahles altid særegne form og sprog, hvor gentagelser og opremsninger skaber en legende rytme, og Svein Nyhus’ enestående billeder.

Nyhus udarbejder ret beset nogle af de mest unikke illustrationer man kan opleve i billedbogsverdenen. Han bruger et væld af spændende teknikker, fra ”almindelige” redskaber som blyant og akvarel til collager, marmorering, kalkérpapir og photoshop – ofte i ét og samme billede. Og selvom han på sin egen hjemmeside laver udførlige gennemgange af hans arbejdsprocesser, begriber jeg stadig ikke, hvordan han egentlig skaber sine værker. I “Ikke!” begår han yderligere den genistreg at lade farverne blå og rød fortælle om forholdet mellem trygt og farligt. I starten ser vi Tiki sidde og hygge sig i sit blå træ, men i takt med at forældrenes hysteri tager til, og alt omkring Tiki begynder at udgøre en trussel, begynder den røde farve at dominere. Dette greb bruges utrolig kløgtigt, og historiens pointe kommer først og fremmest til udtryk i farvelægningen, da Tiki ender med at sidde i sit træ, der på sidste opslag er farvet blåt og rødt. Livet er nuanceret. Det er farligt at klatre i træer! Men det er også farligt at fratage børn deres naturligt iboende behov for at udforske den verden de lever i.

Jeg kunne sikkert selv beskyldes for at besidde en smule af helikopterforældre-syndromet. Grunden til at jeg fik kaffen galt i halsen var jo nok, at jeg kunne se mig selv som faren, der står ved foden af træet og gjalder på sin datter. I dag går hun til klatring, men skulle jeg følge min egen lille anekdote til dørs, endte det faktisk med, at et andet barn faldt ned fra selv samme æbletræ og blev hasteindlagt på hospitalet. Det går galt nogle gange, men er alternativet at gemme børn væk i ”sikkerhed” at foretrække? Læs “Ikke!” og tænk over det, og tyg så lige på denne mesterlige afslutning på bogen:

”Det er dejligt at lege, dejligt at leve,
Dejligt at vove at være i verden,
midt i alt det farlige,
for Tiki vil vokse op
og blive stor som et træ,
stå der og bære
dage og uger og år,
stå der midt i verden
og bære sig selv!”

Gro Dahle og Svein Nyhus har begået (endnu) en genistreg med deres billedbog Ikke!, der handler om helikopterforældres misforståede overbeskyttelse af børn, der har bedst af at møde verden med åbent sind og derved ekspandere deres kompetencer ud i livet. Både sprog og illustrationer er udført på et højt kunstnerisk plan med et stort ambitionsniveau om at formidle en vigtig historie. En allealdresbog, der bør læses af flest muligt!