“Ivalu. Kan du huske hvor sultne vi var. Vi spiste sortebær.
Vi fiskede efter torsk. Men vi fangede kun en klam ulk.
Vi sov i ruinen, fordi du ikke ville hjem.
Fordi det gjorde ondt.”
(Morten Dürr i Ivalu)
Det er ikke hver dag man, som anmelder, sidder uroligt og dybt berørt tilbage ved computeren efter endt læsning af et værk. Morten Dürr og Lars Hornemann gjorde det med nyklassikeren Zenobia om den syriske pige Aminas tragiske flugtforsøg over Middelhavet. Nu er parret tilbage med endnu et uhyggeligt og uomgængeligt værk, Ivalu, om incest i en dysfunktionel grønlandsk familie.
Europarådet anslår i en rapport, at hvert femte barn i Europa har oplevet seksuel vold i en eller anden form. Tallene er tilsvarende for andre verdensdele. FN`s sundhedsorganisation WHO anslår, at 1 milliard børn i alderen mellem 2-17 år hvert år oplever enten fysisk, seksuel eller følelsesmæssig vold.
Pipaluk er lillesøster til Ivalu. Det er hende, vi følger i fortællingen om incest og selvmord blandt unge. Pipaluk lever i en grønlandsk by med sin far og søster. Familien er i opløsning. Faren drikker, begår overgreb mod Ivalu, og pludselig er hun forsvundet. Det bliver Pipaluk, der leder efter hende, og som finder hende på den nedlagte amerikanske base, hvor hun har hængt sig selv. Og det er Pipaluk, der er farens næste offer.
Pipaluk hører, hvordan faren forgriber sig på Ivalu efter festen:
“Du græd. Og sagde, det gjorde ondt. Han sagde. Du vænner dig til det.”
Ivalu er fortalt på samme måde, og fremstår i samme format og udstyr, som Zenobia. Fortællingen er kendetegnet ved Morten Dürrs yderst komprimerede og præcise tekst, og Lars Hornemanns på samme tid smukke afbildning af grønlandsk natur og byer. Farveskalaen spænder fra klare pasteller, og så en mere tåget, brunlig billedside i de flashbacks, hvor faren, som Lars Hornemann har valgt at fremstille som et monster, en ulk, forulemper Ivalu. Eller i de skrækkelige blågule opslag, hvor Pipaluk finder Ivalu hængende i en stålkonstruktion ude på den forladte amerikanske base.
I et af opslagene er der en grum hilsen fra Edward Munchs maleri Pubertet (1894), hvor en ung pige, som Pipaluk gør det her, sidder med armene krydset over sit skød og dækker sin krop. Som hos Edward Munch er der en stor mørk skygge, som falder bagved pigen. Skyggen, er stor og deform, passer slet ikke til pigens krop. Skyggen kan læses som et symbol på Ivalus frygt for voksenlivet, og det der medfølger. Forskellen mellem Munch og Hornemann er, at Hornemann bruger en blodrød farve til at illustrere Ivalu i scenen, hvor monsteret, ulken, overfalder hende.
Gribende er ligeledes de mange opslag, hvor en ravn, som taget ud af nordisk mytologi, er et ledemotiv for fortællingen. Blandt andet i den ordløse indledning, hvor der zoomes ind på byen og personerne. Ravnen, der symboliserer både død og ulykke.
Som en nærmest ironisk effekt er der modsat brugt klare, glade farver i de scener, der er fortællingens ydre ramme, et besøg af Dronningen og kongeskibet Dannebrog i byen. Pipaluk tvinges af faren til at iklæde sig Ivalus traditionelle nationaldragt. Hun har ikke noget at fejre.
Hvad for et Grønland mon de kongelige, og andre besøgende, får lov at se?
Morten Dürr skriver på sin hjemmeside om baggrunden for Ivalu: “I årevis har vi hørt om udbredt seksuel vold mod børn samt selvmord blandt unge i Grønland, hvor næsten hver tredje unge grønlænder har været udsat for et seksuelt overgreb, inden de fylder 18 år. Det er en tragedie uden ende – men det skal stoppes! Derfor har vi lavet Ivalu…”
Fortællingen om Ivalu og Pipaluk sætter lys på tabuerne incest og selvmord, og italesætter billedlitterært den konkrete tragedie, at alt for mange børn i Grønland, og andre steder i verden, udsættes for seksuelle overgreb. Overgreb der oftest sker inden for hjemmets fire vægge. Ivalu er således en fiktiv bearbejdning af dette tabuiserede traume, der ligger i alle samfund.
Ivalu er velegnet som temabog om børn i Grønland i skolens ældste klasser. Men den er også en bog, der kan sætte lys på børns vilkår og rettigheder helt generelt. For det er ikke kun i Grønland, den er helt gal.
Danskfagligt er der i Ivalu rigtig meget at tænke over og arbejde med. Det gælder ikke kun indholdet, men også formen, hvordan historien er fortalt.
Ivalu et skoleeksempel på, at bøger ikke behøver at være fyldt med ord for at være uforglemmelige. Ivalu er først og fremmes fortalt gennem Lars Hornemanns uafrystelige billedside.
