Sidst vi hørte fra engelske Daisy Hirst var i bogen Det er ikke i orden, Ingolf! fra 2016. Her to år efter møder vi igen de to væsner Inga og Ingolf, og denne gang tager Inga fat på læsningens svære kunst.
Det er ikke nogen let sag. Én ting er at være utrolig glad for bøger og historier. Noget andet er at læse dem selv. Inga kan næsten ikke vente med at få sin første bog, der handler om en kat. Inga får dog noget af en overraskelse, da bogstaverne i bogen myldrer rundt for øjnene af hende uden at give den mindste smule mening. Læsning er slet ikke let, og efter at have løbet panden mod mangt en bog når Inga frem til den kategoriske konklusion: Hun kan ikke li’ bøger mere!
Helt så galt går det dog ikke. Lillebror Ingolf kommer på banen og minder Inga om de mange historier, hun finder på, når hun fortæller for ham. Og her er måske både vejen til at forstå fortællingen og en indgang til læsningen. For skal man huske ens egne historier, må de skrives ned, og herefter er det nødvendigt at kunne læse dem højt. Tænk at kunne læse en bog, man selv har skrevet. Med lidt hjælp.
Daisy Hirst mestrer billedbogens fineste disciplin. Hun kan fortælle en meningsfuld historie på meget få opslag. Ligesom i forgængeren fortælles historien på de små børns præmisser, og forfatteren har en bemærkelsesværdigt god fornemmelse for sine karakterer. Inga og Ingolfs personligheder understøtter hinanden, og det er næsten rørende, hvordan Ingolf ad omveje når ind til sin storesøster og motiverer hende til at læse. En læsevejleder kunne næppe have gjort det bedre. Ingolf har styr på pædagogikken.
Man må tillige tage hatten af for alle de forfattere, der formår at gøre deres billedbøger karakterbårne. Inden for en kort fortalt tid må karaktererne i billedbøger ofte vige for selve plottet, men den gode billedbog er netop karakteriseret ved, at plot og personkarakteristikker hænger sammen og skaber en samlet mening. Og det gør de i Jeg ka’ ikke li’ bøger mere!.
De to bøger om Inga og Ingolf har flere ting til fælles: Dels manifesterer titlerne sig gennem de korte, bombastiske udsagn. Dels sluttes bøgerne af med de mange tegninger, som Inga og Ingolf laver sammen. Her får fantasien frit spil, og man får som voksenlæser et tydeligt indtryk af børns fabulerende tilgang til tegninger og historier. Der er ingen grænser. Alt kan lade sig gøre.
Jeg ka’ ikke li’ bøger mere! vil gøre sig fortrinligt i en 0.- eller 1. klasse eller til højtlæsning hjemme for samme alderstrin. Hvis børnene ikke tidligere har mødt Inga og Ingolf, er det på tide, at de gør det. Her vil de møde to figurer, som de kan identificere sig med. Også selv om Inga og Ingolf fortsat ikke kan artsbestemmes nærmere. Det er netop også meningen. De er tilgængelige for alle, og de bør få plads på boghylden.
