Denne gendigtning, eller genfortælling, af Jules Vernes, En verdensomsejling under havet, er fortalt i et lettilgængeligt sprog, der dog ikke helt har kunnet få bugt med det hav (!) af informationer og krummelurer Jules Vernes originale roman fra 1869 – 1870 er fyldt med. Men Astrid Heise-Fjeldgren har formået at bevare den oprindelige spænding i fortællingen om den franske professor Arronax, hans tro tjener Conseil og den canadiske hvalfanger, Ned Lands møde med Kaptajn Nemo og hans uindtagelige ubåd, Nautilus. En ubåd folk tror regner med er et grusomt søuhyre. I løbet af den dramatiske fortælling forsvinder det ene skib efter det andet på mystisk vis og den ene dramatiske begivenhed efter den anden afløser hinanden. Langsomt får læseren et indblik i Kaptajn Nemos tankegang og ensomme skæbne.
Denne verdensomsejling under havet er selvfølgelig præget af datidens teknologi, og selvfølgelig var romanen ren science fiction da den udkom. Det gælder også for den kæmpeubåd og dræbermaskine, fyldt med borgerlig komfort fra slutninger af 1860erne, der møder professor Arronax og ledsagere ombord. Ubådsteknologien var netop afprøvet med små enmandsubåde under Den Amerikanske Borgerkrig, men noget i denne skala var ren utopi.
Indholdsmæssigt kan romanen i dag læses som en omvendt Robinson Crusoe. Her er det blot kaptajn Nemo, der i sit had til alle samfund og store dele af menneskeheden gennemsejler alverdens have i sin øde ø – og sågar finder en tidlig udgave af Suez kanalen.
Ret morsomt er det, i vore Niels Egelundske test-fest-dage i konkurrencestatens skole, at læse denne hyldest til al det positivistiske og målbare i tilværelsen. En tankegang, som også prægede 1870erne og dets videnskabssyn. Også dengang skulle man måle alt, hvad der kunne måles og veje alt, hvad der kunne vejes. Naturlovene var det dominerende, og kunne man dem, var man i kontrol.
Det mest positive ved denne udgave af ”En verdensomsejling under havet” er, at der er ryddet voldsomt op i de alenlange opremsninger af fiskearter, bjergarter og andet. Skal man pege på noget knapt så heldigt er det, at Astrid Heise-Fjeldgren har nivelleret de sociale forskelle mellem høj og lav i datidens samfund. Der er noget grundlæggende forkert i at være ”dus” med kaptajn Nemo.
Astrid Heise-Fjeldgrens, ”Jules Vernes, En verdensomsejling under havet” anbefales til frilæsning i skolen og til uhyggelig fritidsbrug – også som højtlæsningsbog.
Er man som voksen mere til den originale vare, er det på sin plads at gøre opmærksom på, at Løvens Forlag i 2014 udgav romanen i hele sin pragt og med fuldt naturvidenskabeligt udtræk.
