Bogen er kvadratisk, rød i en smuk svenskrød nuance, og så ser man på forsiden lige igennem et hul, man ser ind til en pige i en prikket kjole. Pigens øjne ser på læseren. Nysgerrigt og årvågent. Pigens kjole har et cirkelformet skørt, den passer helt med det kaninhul, hun netop dykker ned i på jagt efter et eller andet. Noget særligt ved pigen er de lange kaninører, der sidder på den tætsiddende hue.

Anna Jacobina Jacobsens streg er genkendelig. Hun tegner i blyanstgråt, her med røde nuancer som på forsiden. Øjnene hos pigen (og de andre karakterer i bogen) er store og udtryksfulde. Ansigterne er runde. Alt er Anna Jacobinask.

Et kaninhul er en gængs metafor for en portal til et sted eller en situation, hvor man kan opleve spændende ting, men hvor man også nemt komme til at glemme tid og sted. Referencen til ”Alice i eventyrland” er klar, men der er masser af andre ”kaninhuller” i litteraturens verden. Her får vi et meget poetisket af slagsen. Måske finder pigen sig selv? Måske bliver hun klogere? Måske er det et eventyr, man selv kan lægge tolkningen i?

Samme forfatter har for et par år siden tegnet ”Ø”, der også er en ”silent book”. Silent book, – en ordløs billedbog, der fortæller hele historien i billeder. Man skal lige vænne sig til, at man ikke skal tjekke ordene før billederne. Det kræver en god (billed)læser.