”Nogle tror, at vores klub hedder Solskov, men det gør den selvfølgelig ikke.
Den hedder AB 54.
”Peter Solskov er sponsor,” siger far.
”Han betaler kassen for alt det der gejl, men det giver vel opmærksomhed.”
Her i billedromanen Klub Solskov lukkes vi ind i håndboldverdenen, som Oskar oplever den. Selvfølgelig spilles der håndbold i fortællingen, og Oscar har det rigtig godt med træneren Sigurd, der altid roser spillerne efter et af deres alt for hyppige nederlag og så Maria, der står for kantinen i hallen. Men der er problemer på holdet. Måske er hovedproblemet, at sponsoren Solskov også er far til en af spillerne, Holger, og at han vil bestemme mere end godt er.
I sidste ende tvinger det Oskar til at træffe nogle afgørende valg om det at spille håndbold og giver ham viden om, hvem der bestemmer og har magt til at ødelægge ret så meget for andre.
”Klub Solskov” er således ikke kun en håndbold-billedroman, men i lige så høj grad en begynderlektion i magtstrukturer i samfundet. Hvem bestemmer? Hvad betyder pengenes magt? Hvad er følgerne?
Sprogligt er der tale om en tekst af Mette Vedsø, som vi kender hende. Også i Klub Solskov møder vi hendes fine fornemmelse for persontegninger og hendes sproglige finurligheder og finter undervejs i fortællingen om Oskar, der så gerne vil gøre alle glade og tilfredse. Her udpensles handlingen ikke og her overlades meget til læserens fortolkning.
Line Lisberg Refstrup har tegnet til med enkle og fine billeder af både personer og situationer. Tegninger, der understøtter læsningen af teksten. Med sine lettere douchede farver i illustrationerne og hendes fremstilling af figurernes kropsholdninger og øjne, hvor deres følelser er lette at aflæse, passer illustrationerne fint til handlingen. Satsbladenes afbildning af en håndboldbane set i fugleperspektiv med henkastede håndboldsko, sportstasker, vandflasker og bolden er en glimrende intro til en verden mange børn kender, og her kan læseren blive stemt til den videre læsning.
Klub Solskov anbefales varmt til danskundervisningen på mellemtrinnet. Her er nok at samtale om og iagttage og fortolke på. Desuden er den en aldeles fin, rimelig letlæst hverdagsfortælling, mange børn vil kunne genkende sig selv i.
Fortællingen om Oskar og ”Klub Solskov” lægger sig smukt ind i rækken af Dansklærerforeningens Forlags væsentlige serie billedromaner beregnet på brug på skolens mellemtrin
Da Mette Vedsø dette år også har udgivet tegneserieromanen Ønskekuglen, som også er anmeldt her på siden, sammen med Stine Illum, er en krydslæsning mellem Oskar og Veras fortælling oplagt. De er begge skilsmissebørn, de er jævnaldrende, de må begge to stå ved det de mener og ønsker.
.
