Kollision

‣ Forfatter: Daniel Zimakoff

‣ Udgivelsesår: 2023

‣ Pris: 169,95

‣ Målgruppe:14-17 år

‣ Sidetal: 70

‣ ISBN: 9788775890859

”Oskars forældre skal til København til en reception, Oskars mor er journalist og har udgivet en interviewbog. Tænk, hvis det var min mor, der skrev bøger og havde en mand, hus og stort sommerhus. Men i det mindste er hun da nogenlunde rask, bortset fra astma og gigt. Oskars mor har for nylig været igennem en krævende behandling for brystkræft.”

Sådan bliver Lauge og Oskars to forskellige familieliv præsenteret på side 8. De er lige blevet venner, de er seksten år, de går på Espergærde Gymnasium, og de er nu på vej til Oskars mors og fars sommerhus, hvor de skal have en hyggelig weekend. Oskar og Lauge får besøg af Oskars kæreste Saga og hendes veninde Emilie. Alt er lagt op til en virkelig hyggelig aften i et smukt sommerhus. Men… og selvfølgelig er der et ”men”. Der holder en Tesla udenfor sommerhuset, det regner og pigerne skal hentes ved toget. Nok har Oskar ikke kørekort, og nok har han fået to glas vin, men det er jo ganske simpelt at køre en Tesla. Så sker der det, der allerede er fortalt med titlen: Der kommer en kollision. De to unge gutter kører Johannes Nielsen, naboen, en gammel mand, ned. Han dør. De skjuler ulykken, men så følger skylden, ansvaret, loyaliteten, hemmeligheden og alt, der forfølger en flugtbilist. Det bliver en spændende og ganske tankevækkende fortælling: Hvordan tager man ansvar for sit eget liv?

Daniel Zimakoff er god til at fange sproget hos unge, så det ikke bliver ”ungt med de unge”, men derimod troværdigt. Han har været i ungdomsforfatterverdenen i mange år og har skrevet et utal af gode børne – og ungdomsbøger. Her er endnu en.

Det er en letlæst bog med en rimelig kompleks persontegning, et troværdigt persongalleri og så har den en særdeles kompleks problemstilling. Det er med andre ord en bog, der nok kan give anledning til mange samtaler om de nævnte tematikker. Det er en bog, man snildt kan læse som hovedværk i overbygningen. Den er ikke tung, men problemerne er tunge.

Links: www.danielzimakoff.dk

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.