Historien om Krapyl startede med, at Kamila Slocinska sendte en tegning til Kim Fupz Aakeson. Han skrev så langt senere fortællingen om Krapyl, der så gerne vil være en farlig trold, men som må nøjes med at være et krapyl – som hverken er så store og farlige som rigtige trolde.
Vores krapyl, Krapyl, bor under en badebro, som der kun yderst sjældent er nogen, der tramper på. Her lever den sit ensomme, kolde og våde liv, med tang, skidtfisk og havvand som eneste kost, indtil Signe en dag kommer og tramper på badebroen. Langsomt udvikler de et venskab – og minsandten om de ikke møder endnu et krapyl, der bor i et støjhelvede ved en motorvejsbro. Krapyl og Krapyl går herefter på jagt efter en velegnet bro, de sammen kan bo under.
Så alt ender i fryd og gammen, som det skal i et eventyr, der på allerbedste måde leger med og spiller op mod Asbjørnsen og Moes version af folkeeventyret De tre bukkene Bruse som skulle til seters og gjøre sig fete – og som er fuldt ud konkurrencedygtigt med Bjørn F. Rørvik og Gry Moursunds serie forrygende gendigtninger om f.eks. De tre Bukke Bruse i Badeland.
Denne gendigtning fremstår dog lidt mere afdæmpet. Kim Fupz Aakeson er uhyggeligt produktiv og har et højt kunstnerisk bundniveau. (Krapyl er billedbog nr. 4 fra hans hånd på en måned. De andre er tre gendigtninger af lignelser fra Lukas-evangeliet, illustreret af Lilian Brøgger, for Bibelselskabet.)
Ordet Krapyl ligger godt i munden på oplæseren, er også morsom for den voksne og så kan den bruges som udgangspunkt for en god dialogisk oplæsning, hvor emnet er venskab. Samtidig er det oplagt for dansklæreren her at arbejde med intellektualitet i både tekst og billede.
Men tilbage til begyndelsen og Kamila Slocinskas illustrationer. Åbner man billedbogen, ser man en pige siddende alene og tænksom for enden af en lang badebro, med troldeaspiranten siddende under den. Bogens aflange format understreger altså bogens indhold, ligesom satsbladene gør det. På de forreste satsblade får læseren lov til selv at gå ud på broen, da billedet viser den tekstur badebroer nu engang har, når man kigger ned på dem. På det bagerste satsblad er stemningen helt anderledes – gennem et grønt løvtæppe kan den nysgerrige læser ane historiens figurer. Ellers følger farvesætningen i høj grad handlingen med en smuk søgrøn og blålig grundfarve, der langsomt skifter grundtone. Figurerne er, som altid hos Kamila Slocinska, særdeles ekspressivt skildret. Det er let at aflæse stemninger hos dem, og også i Krapyl viser Slocinska sig som en mester i at tegne udtryksfulde øjne.
Hist og her i fortællingen er der anbragt en rød pangfarve – en blyant, en bold der ryger ud over et gelænder, valmuer og endelig omslaget på den bog Krapyl læser i for at blive klogere på rigtige trolde: ”DE GRUMMESTE TROLDEEVENTYR.”
Det er en lise for oplæsersjælen, at der i bogen er opslag, der ikke rummer megen tekst, og endog helt teksttomme opslag, der smukt understreger pointen om, at venner ikke altid behøver at tale – billeder siger ligeså meget som ord og ikke mindst, at verbalteksten og billedteksten i én billedfortælling er ligeværdige sprog.
Selv om det ikke er sjovt at være en krapyl og venneløs, anbefales Krapyl varmt til børn derhjemme, i daginstitutionen og skolens indskoling. Her i den kolde tid er det rart at varme sig med og snakke om en hjertevarm (næsten) troldehistorie.
Har læseren ikke fået nok af samarbejdet mellem Fupz / Slocinska anbefales billedfortællingen Arme djævel (Gyldendal, 2016) varmt.