Hvor ofte burde man genopfinde en figur,

selv erindringens

for at komme sandheden nær?

(Elias Canetti i Optegnelser 1992-1993)

Det er yderst sjældent, at en anmeldelse samtidig bliver en slags nekrolog over en fiktiv forfatter, Oscar K., og dermed også over dele af et usædvanligt markant og grænsenedbrydende børne- og ungdomslitteraturmakkerskab mellem illustratoren Dorte Karrebæk og ægtefællen og forfatteren Ole Dalgaard.

Men Lighuset i Breslau er, hvis Lighuset i Breslau taler sandt, Ole Dalgaards fiktive forfatteralias Oscar K.´s svanesang. K´et står for Klapøre, som var en af Ole Dalgaard og Dorte Karrebæks hunde.

For som der står i Ole Dalgaards efterord:

De sidste år trak Oscar K. sig tilbage til stumheden overbevist om, at han var en opdigtet person. Han døde ensom og ukendt på et katolsk plejehjem et sted i Spanien omgivet af de kufferter, som rummede hans upublicerede forfatterskab; spredte notitser om hændelser, der ikke var plads til eller noget at stille op med længere, som kom for sent og hang og flagrede hjemløst i luften.(s. 87)

Genremæssigt kan Lighuset i Breslau siges at være en erindringsroman, og værket lægger sig på den måde i kølvandet på den lange strøm af autofiktion, der er udkommet i de senere år af eksempelvis Knud Romer og Karl Ove Knausgaard.

Ifølge myten om Oscar K. blev han født i 1948 i den nu polske by Breslau (Wroclaw) på bagsædet af en taxa. Med det som udgangspunkt genopfinder, konstruerer og rekonstruerer han løbende sine barndoms- og ungdomserindringer med afstikkere frem og tilbage i tiden. Oscar K. tvivler nemlig hele tiden på, om det, han ”husker,” i realiteten var det, han oplevede ”dengang”, eller hvorvidt det er noget, han har tilføjet hukommelsen.

I kapitler som; “Familiefoto”, “Bedstefars hus”, “De underjordiske gange”, “De forkullede breve”, “Sindsygehospitalet”, “Klassebillede”, “Saltstenshulerne”, “Lighuset i Breslau” og det afsluttende digt ”Jeg går en tur på kirkegården”, hvirvles læseren gennem billeder fra svundne tider og steder som Vemb, Breslau, Ingolstadt og Kaliningrad og møder et alenlangt persongalleri som indledningsvist i bogen præsenteres ”mere eller mindre i den rækkefølge, de optræder i bogen.”

Det med at hvirvle er også en central metafor i bogen, idet en centrifuge lavet af en gammel sengebund og et håndtag spiller en væsentlig rolle. Her midt på gulvet i Lighuset i Breslau står den, og her kan figurer slynges rundt og efter behov genopstå fra de døde.

Og sådan slynges læseren rundt i et værk hvor tiden, stedets og handlingens enhed er opløst i et smukt dansk fyldt med ord fra gamle dage. Det gør også, at læseren kan genlæse Lighuset i Breslau igen og igen, idet der hver gang dukker nye vinkler og ubesvarede spørgsmål op i fortællingen.

Som Oscar K´s, måske, opdigtede ven Jarosz siger: Men der er ikke noget endeligt facit. Det er et andet af verdens store bedrag. (s.58)

Med Oscar K.´s erindringer kniber dét sågar, idet disse hele tiden forandrer sig, danner nye billeder og vækker til ny eftertanke. Og endelig ligger der jo også en fortolkningsmulighed i den marionetdukke, Dorte Karrebæk har tegnet på titelsiden. Måske føres vi, ført af en dukkefører, ad tilfældigheder gennem tilværelsen uden mål og med?

 Lighuset i Breslau er en (meta)litterær ´tour de force´ gennem europæisk litteratur og litteraturhistorie – og Oscar K´s forfatterskab. Denne læser kom under læsningen bl.a. til at tænke på Günther Grass Oskar i Bliktrommen (1956). Her er det ikke en centrifuge, men Oskars stemme og tromme, der kunne få magiske ting til at ske i byen Danzig (Gdansk) ikke langt fra Breslau. Johannes V. Jensen Kongens fald ”småciteres,” og sådan er der så meget og mange undervejs i læsningen.

Men mest fremmedgørende for læseren i teksten er måske de mange tidstypiske ting og ord Oskar k. omgav sig med i sin barndom. For at give et indtryk, drejer det sig eksempelvis om arbejdet som garver i et garveri med: vildbensålelæder, Cearaskind, stødemaskine, sålelædervalse, udblødningsbassin, drivfarver – og possementfabrik og manufakturhandel.

Skønne ord der ligger godt i munden – men denne læser er glad for, han har været rundviser i garveriet i Den gamle by i Aarhus i sin studentertid.

Det vil også være givtigt for en ung læser at søge på Breslaus og Polens omtumlede historie i forrige århundrede på nettet og google byens tyske og nazistiske fortid med jødeghetto, jødeudryddelse og som belejret by i 1945 under russernes fremrykning som ”Festung Breslau,” og endelig genopstandelse som driftig polsk by under navnet Wroclaw. En fortid den polske regering har det så svært med, at den ligefrem fornægter at visse historiske begivenheder har fundet sted – og især at polske statsborgere har været involveret i dem.

Opsummerende må man sige, at Ole Dalgaard gennem Oscar K. ikke gør det let for sine læsere, der virkelig må stå på tæer under læsningen. Men alt skal vel heller ikke forstås, men kan med udbytte opleves på det niveau læseren er på. Til denne oplevelse bidrager Dorte Karrebæks underfundige, ekspressive og udtryksfulde illustrationer på allerbedste måde.

Billedsiden, som alene gør en investering i Lighuset i Breslau nærmest uomgængelig, rummer sort/hvide stregtegninger, farvestrålende portrætter og direkte uhyggelige illustrationer, der er yderst velanbragte i fortællingen, og som her giver læseren både ro og mulighed for yderligere forståelse. Billederne lever desuden deres helt eget liv og kalder på at blive nærstuderet. Det gælder alt fra skildpadder, marionetdukker, ansigtsudtryk, portrætter til den minutiøse, utroligt smukke, gengivelse af en påfuglefjer. Man må beundre Dorte Karrebæks illustrationskunst – også her. Hun, på det nærmeste citerer tyske George Grosz groteske karikaturtegninger fra 1920ernes Berlin – og i Lighuset i Breslau, er der ligeledes hilsener til figurer og stregen i Dorte Karrebæks og Oscar K.s tidligere værker – f.eks. klovnene fra den nyklassiske billedbog Lejren.

Siden de to startede samarbejdet tilbage i 2003 med billedbøger som den ”stærkt upædagogiske” Carlos & co, har de været medvirkende til at flytte grænserne for børnelitteraturen i Danmark både hvad angår indholdet såvel som udtrykket. Fra den frække tegneseriedrengerøvshumor i De 3. Historier om 2 hårde hunde og 1 kat (samlet og udvidet udgave, 2017) til de dybt alvorlige temaer i bøger som Idiot (2009), Lejren (2011) og den interaktive billedbogsfrise Knokkelmandens cirkus (2014) med både en børne- og en voksenside, billeder lige til at klistre ind i fortællingen og en titel lånt fra Johannes V. Jensen.

Ole Dalgaard (og Dorte Karrebæk) har desuden gennem årene løbende arbejdet med en poetik for billedbogen, det der kaldes den genuine billedbog, som i En fanfar för bilderboken (Alfabeta, 2014) sammen med bl.a. svenske Ulla Rhedin og Lena Eriksson, og i 2006 sammen med gode danske børnebogsfolk i Av, for sagomel (Branner & Korch).

Nu bliver det spændende at se, om dette var sidste udkald for samarbejdet mellem Oscar K. og Dorte Karrebæk, eller om der ligger noget og venter. Hvis ikke er der bare at sige tak for fortællingerne og hive dem ned fra hylderne igen og igen. For det fortjener Dorte Karrebæk og Ole Dalgaards billedlitterære værker i den grad.

Og til læseren er det bare om at stige op på læsehesten, strække hals, lade sig forføre af tekst og billeder og se at komme afsted.

Lighuset i Breslau egner sig fint til en diskussion af både ´fake news´ og autofiktionsgenren i grundskolens ældste klasser, i gymnasiet og for alle os andre litterært interesserede.

Bogen kan anskaffes via dette link: https://dansklf.dk/lighuset_i_breslau

https://issuu.com/dansklf/docs/lighuset-i-breslau_ny_issuu

https://forfatterweb.dk/oversigt/oscar-k.-og-dorte-karrebaek

https://forfatterweb.dk/oversigt/oscar-k.-og-dorte-karrebaek