Kender du fornemmelsen af at være alene, selv om der er andre i huset, og kender du fornemmelsen af, at det hele er anderledes, når man ligger der og bare fornemmer alting? Det gjorde Elias.
Sådan hedder det i Erik Barfoeds fine fortælling “Lille Skid” , som i øvrigt er brillant illustreret af Peter Bay Alexandersen. Det er udtrykket alene, som denne læser hæfter sig ved. Der står ikke ensom, men netop alene.
Elias kan godt lide at være alene på sit værelse, hvor han kan sidde og tegne og tale med sine fisk. Det er tvivlsomt om Elias er ensom i traditionel forstand, det synes snarere som om han er alene fordi han holder af at være alene.
I hvert fald hører man i fortællingen ikke om, at han savner selskab af sine skolekammerater. Der er især ét selskab, han gerne er foruden, og det er de store knægte, som har for vane at mule ham eller andre af de små, når de skal forbi dem.
Om natten sover Elias gerne i sin seng indtil han ved, at moderen sover på sofaen inde i stuen. Så går han ind, slukker for tv’et og lægger sig hos hende, og når han vågner næste morgen, er moderen gået på arbejde. Elias søvn er derfor uregelmæssig, og han har det med at falde i søvn i skolen, hvilket bl.a. fører ham til lægen, der nok mener at han lider af noget narkoleptisk noget, men ellers ikke noget alvorligt. Han skal bare have noget vitamintilskud.
I en lejlighed overfor bor en pige, som vækker Elias’ nysgerrighed, men hvor meget han end kigger over til hende, ser han hende ikke. Hun har en actionfigur stående i vinduet magen til den Elias har, så han stiller også sin der – men heller ikke det får hende frem.
I stueetagen bor tyrken Mujaffa, en moruk, en gammel mand, som stammer fra den anatolske højslette. Ham ender Elias hos en dag, hvor de store drenge forfølger ham. Mujaffa giver ham ingen venlig modtagelse: Skrid, Lille Skid. Det får ikke nu Elias til at fortrække, hvilket formentlig skyldes, at han er mere skræmt af truslen fra drengene end fra moruk’en. De to etablerer efterhånden en god følelse for hinanden, og Mujaffa fortæller ham en del af sin historie – givetvis med behørige overdrivelser, ikke mindst i forhold til hans forelskelse i ungdomskæresten Solejma og hendes brødre, og han lærer desuden Elias at ryge vandpibe. Men hjælpe den gamle mod den hvide dame, det formår Elias dog ikke, og næste gang, de er sammen, bebrejder Mujaffa ham, at Elias lod sin ven i stikken, hvortil Elias spørger: Er vi da venner? En slags, tænker man.
Mod fortællingens slutning, da Mujaffa bliver indlagt, fordi han ikke passer ordentligt på sig selv og sin diabetes, kommer han omsider i kontakt med pigen overfor, Sara, og sammen opsøger de Mujaffa, som de tror, er blevet kidnappet, på hospitalet, og efterfølgende tager de hjem til Elias, og man fornemmer spiren til et venskab mellem de to små med de bibelske navne.
Vi springer i denne sammenhæng over forholdet til moderen (og hendes veninder), uheldet med en lille brand i lejligheden, og det ejegode og småforelskede postbud.
Det er Elias, der er til bedømmelse. Den fine lille fortælling giver mindelser til Jens Chr. Grøndahls fortælling Mine eftermiddage hos hr. Astrakhan. Men denne er at foretrække!
At være alene – at være ensom.
Børnelitteraturen giver os gode bud på nuancer vedr. disse forhold. Inklusion er jo bestræbelsen på at indrømme – i princippet – alle børn retten til at høre til i et fællesskab. Problemet er bare ikke kun sort-hvidt, det rummer alle mellemtoner.
Og det, som er det forløsende ved børnelitteraturen er jo netop, at den former et individuelt portræt, og Lille Skid rammer lige i plet. Spørgsmålet er: Trænger Elias mon til at blive inkluderet? Har han ikke bare personlighed? Vi kender den lille skid, når fortællingen er slut, og han fungerer bestemt som en sund og dejlig knægt med en solid integritet.
Erik Barfoed kender vi ikke mindst fra den krasrealistiske og dybt alvorlige roman Bræk, i Lille Skid er det dog humoren og de skæve vinkler, der er fortællermæssige medspillere. Man er i gode hænder hos Erik Barfoed.
Det samme er man hos velkendte Peter Bay Alexandersen. Illustrationerne er forbilledlige og spiller flot sammen med teksten.
En dejlig og stærkt anbefalelsesværdig bog til højtlæsning for skolebegynderne og til selvlæsning fra 9 år og opefter. Den vil fint kunne gøre sig som samtalebog i forbindelse med begrebsparret ensom-alene.