“Nutid.
Fremtid.
For altid.
Mens tid er.
Når tiden rinder ud.”
Venskaber har som alting sin tid. Vi mennesker forandrer os, mens tiden går. Og pludselig er tiden gået.
Det gælder også for Naja, Taxa (Vanessa) og Silke, som vi mødte første gang i Hest, Horse, Pferd, Cheval, Love. En roman for hvilken Mette Vedsø modtog Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomslitteratur, og som var indstillet til Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris.
Hest, Horse, Pferd, Cheval, Love var en genreleg med hestebogen, der brød med mange af de klicheer, den rummer. Hestene Brandy og Gisly var anbragt lidt i baggrunden til fordel for børnene fra børnehjemmet Solsikken, modsætningerne mellem de to hovedpersoner Naja og Taxa og mødres indblanding i deres døtres venindeforhold. Taxa bliver i romanen kørt ud på et sidespor og den langt mere acceptable pæne pige Silke kørt ind. Men holder det?
Her i Liv, Life, Leben, Vie, Love møder vi dem så alle igen i en roman, man kan læse selvstændigt; men det ville være synd, da Mette Vedsø har ladet sine figurer udvikle sig, og har drejet på persongalleriet, så Najas mors venindeprojekt Silke nu er langt mere i fokus, mens Taxa er forsvundet ud af Najas liv og først optræder i sidste del til en klima-demonstration. Selv om Taxa er forsvundet ud af Najas liv, fylder hun Najas tanker gennem hele romanen.
I skolen har de om de gamle græske filosoffer:
”Arkimedes, Aristoteles – og på rideskolen er der en hest, der hedder Sokrates. Naja læser om Heraklit: ”Det eneste konstante er forandring,” står der. Det var hans lille sætning.
Tænk, at man sagde det dengang. Dengang, hvor alting gik så langsomt. Dagene må have været ret så ensformige – mad, søvn og skrive lidt klogt på en papyrusrulle.” (s. 16)
”Det eneste konstante er forandring” kan læses som et mantra for hele romanen der er en coming-of–age roman, hvor pigerne på fjorten Naja og Silke glæder sig voldsomt til de bliver femten, så de ikke behøver tælle ned til at sexdebuten er lovlig:
”Taxa er fyldt femten nu. så hun behøver ikke tælle ned. Det har hun nu aldrig gjort. Taxa er først med det meste.
Drenge, det ord eksisterer ikke rigtigt mellem hende og Silke. Ikke som drenge.”
Alt forandrer sig, og på rideskolen er der kommet en ny klam ridelærer, Hilmer, der overskrider pigernes seksuelle grænser, og som i sidste ende giver romanen lidt #metoo, da Silke dropper rideskolen, fordi bestyrelsen ikke smider Hilmer ud.
Modsat den impulsive Taxa, der driver afsted i tilværelsen, er Silke en utrolig klog og målrettet pige, der engagerer sig i stort og småt – herunder også klimadebatten. Det er hende, der får Naja med til den klima-demo, hvor hun støder ind i et varmt gensyn med Taxa. Men det er en Taxa, der nu godt ved, at hun er Taxa. Selvom hun kalder Naja ”min elskede Brandymus” ved de godt at deres fælles tid, både her og nu og på rideskolen, er endegyldig fortid. I næsten Dan Turelsk forstand får de sammen en sidste tur gennem byen hjem til Najas kontrollerede forstadshjem i Taxas (Vanessas) fars taxa. Undervejs har de to gamle veninder over et par breezere fået knyttet nogle tråde til gamle venner og til Solsikken. Det er ikke alle, der har haft det nemt, og Michelle er død. Alt forandrer sig, og at livet er skrøbeligt, må også Naja erkende.
På rideskolen er der kun en af de polske staldfolk tilbage. Matas, som Naja hyggedriller lidt. Den anden, Szymon, er blevet psykisk syg og fyret, og sådan er også livet.
Romanen slutter med to afskedsscener. Naja besøger Michelles grav og endelig besøger hun hendes elskede hest, Brandy, hvor hun må erkende, at hendes tid som hestepige er ved at være forbi:
”Jeg er ikke en del af det mere, forstår du det? Gør du?”
”At stå der, med mulen, med kinden, føles stadig som en indre solopgang, og alligevel er det ikke nok.”
Så er det tilbage til livet med Silke og et liv som klimaaktivist i Hot Spot Environment.
Pigerne er på vej ud på nye eventyr, hvor der vist ikke er plads de to heste Brandy og Gisly.
For som Naja tænker:
”Hvis man går tilbage ad den vej, man har gået, kommer man så tilbage til der, hvor man har været.” (s.80)
Romanen er velskrevet, stramt komponeret med kapitler, hvoraf nogle er ultrakorte, der alle er illustreret med en valmue. Valmuen, der i romanen symboliserer både kærlighed og forgængeligheden. Der er, som i alle Mette Vedsøs udgivelser, kælet for både det sanselige og personbeskrivelserne, ligesom der er blevet plads til det poetiske, som her i anslaget: ”Solens gule lys lander i Brandys boks. Oktoberhalm.”
Eller:
”Der er noget med luften om efteråret, tænker Naja. Og himlen. Som om vejret er hældt ned i et kaffefilter og renset.
Mere blåt.
Ingen støv.
Ingen grums.”
Liv, Life, Leben, Vie Love anbefales på det varmeste til både frilæsning og til inddragelse i litteraturformidlingen fra 6. klasse og op. En litteraturformidling, der bør tage udgangspunkt i de unges sansninger og undren. For her er så meget at undres, filosofere og forundres over under og efter læsningen.
