Louise går i 3. g. Her går også Anders og Stine. Og resten af klassen, hvor Carsten, Claus og Klaus, Hans og Tut er bipersoner i klassens festliv. Denne trilogi af de tre bøger ”Til sommer” fra 1985, ”Nattens kys” fra 1986 og ”Hjertets renhed” fra 1990 er en udviklingsroman, hvor Louise, Stine, Anders og Jesper bliver voksne. Louise er hovedpersonen, og det er rundt om hende og med hendes blik, man ser venneflokken. Men der er flere måder at blive voksen på, og det viser sig i de unges forskellige måder at tackle modgang, kærlighed og venskab på.

Romanen er en nyudgivelse, og man kan altid tænke, hvorvidt bøgerne fortsat ”holder” til en nyudgivelse. Og det kan siges klart: De holder. Man skal læse med og huske, at tiden er fyrre år tilbage. En tid, man kan lære af i dag. Man kan også (og det er der vigtigste) læse som ung i dag og tænke: ”Her møder jeg mig selv og mine venner … i en anden tid, men her er vores liv.”

Ungdomslivet i dag er presset af sociale medier, globaliseringen og klimakrisen. Ungdommen omkring 1980 var presset af en dårlig økonomi på verdensplan og for manges vedkommende også på det personlige plan. De var i højere grad presset på kønnenes ligestilling, patriarkatet stod stærkere, og der var færre aktører i samfundet, der kunne gribe dem, der måtte falde.

Der er klart forskelle. Men lighederne er der. Enhver teenager må ”finde sig selv”. Hvem vil jeg være, hvem er mit forbillede, hvad vil jeg med mit liv? Og en søgen efter livets mening fylder fortsat for alle – unge og gamle. Der kommer svære tider til alle, der er venskaber, der opstår og forgår, der er familierelationer, der fylder og udfordres, og der er kærlighed på tværs og på trods. Louise går gennem sin teenagetid og sine start-tyvere med sin bedste veninde Stine, men det er ikke et venskab, der er problemløst.

Indledningen til ”Til sommer” lyder:

”Åh, Louise, må jeg ikke stikke en rose i dit hår?

En rose. Du er skør. Selvfølgelig må du ikke det.

Gul. Du ville ligne en prinsesse. Stine stad en hånd op under Louises lange, blonde hår.”

Det er i den første bog, Stine og Louises venskab har de første store udfordringer. Handlingen her udspilles i en nordjysk by, der ligner Hjørring virkelig meget.

Indledningen til ”Nattens kys” lyder:

”Har du hugget min rotte?

Louise for forskrækket sammen og vendte sig om mod pigen i døråbningen. Hun lignede et genfærd. Tyng og bleg, øjnene som dybe huler i det kridhvidt ansigt.”

Nu er Louise flyttet til København. Hun er ensom. Stine er taget til Paris, og det er svært at finde nye venner. Louise og Anders (den blonde landmandssøn og kæresten hjemmefra) er long-distance-kærester, for han er i Australien, så her kommer Jesper ind i billedet. Kærligheden fylder mere, men også livsglæden og manglen herpå fylder.

Louise og Anders flytter sammen, og ”Hjertets renhed” indledes således:

”Anders. Jeg ka’ altså ikke under det dér.

Under hva’?

Under det der billede. Det er skide-distraherende.

Anders kastede et blik op på væggen, hvor han for et øjeblik siden havde hængt luftfotografiet af Søndergaard op.”

Det er ikke så ligetil at blive voksen for Louise. Heller ikke for Stine. Anders falder det tilsyneladende lettere, han hviler i sig selv.

Det er styrken i denne trilogi, at der er flere personer, man kan identificere sig med. Den kække, kåde og kærlighedssøgende Louise. Den københavnske livsnydende og farverige Stine. Den flaksende Jesper med de korte kærlighedshistorier eller måske Anders, der hviler i sig selv som en solgryn-med-mælk-landmandssøn, der skal arve den fædrene gård.

Livet er ikke let for dem, men de kaster sig ud i det, og når det kommer til stykket, så er de der for hinanden.

Det er en serie, der er værd at genlæse. Man skal vænne sig til brevvekslingen som kommunikationsform, man skal huske, at fastnettelefoner også har været en del af flytteprocessen, og man skal huske, at karakterræs og karakterskalaen var en anden dengang.

Hanne-Vibeke Holst skriver her i begyndelsen af sit forfatterliv med en ungdommelig lethed, og hun holder en fin balance mellem slang og skriftsprog, og hun har et sikkert sprogvalg, når det kommer til beskrivelsen af samfundsordenen.