”Bare rolig, det her kan I sagtens, det er let!” siger lærere ud i klassen. Men der sidder en elev, der ikke bare synes, det ikke er let, men som føler sig skubbet ud til kanten af et dybt sort hul inde i sig selv.

Det estimeres, at 5-7 % af den danske befolkning er ordblinde. Det betyder, at der sidder 1-2 ordblinde elever i hver skoleklasse. Og selvom der er sket meget på ordblindefronten og digitaliseringsbølgen har skyllet en masse værktøjer med sig, der tilgodeser de ordblinde elever, florerer der stadig nok myter, fordomme og misforståelser om ordblindhed til, at der hersker en udbredt stigmatisering, vi stadig har til gode at komme til live.

Ordblindhed er den mest almindelige indlæringsvanskelighed i verden og har intet med hverken sygdom, dovenskab eller intelligens at gøre, men der er stadig mange mennesker med ordblindhed, der ikke føler sig gode eller kloge nok, forkerte eller mindre værd. Det hele handler om forståelse; at kunne sætte sig ind i, hvordan det er, at være ordblind.

Med “Min hjerne er en snekugle” giver Trine Juul og Dorte Karrebæk det måske bedste indblik i ordblindhed, jeg endnu er stødt på. En gennemillustreret digtsamling, der ikke har i sinde at pege fingre, men som tilbyder et sympatisk kig ind i tankerne hos en person med ordblindhed. Ind i snekuglen.

”Min hjerne er en snekugle
du kan ryste hele året
bare spørg om noget med bogstaver
foran andre
så hvirvler det”

Bogen består af en masse små digte, ét per opslag, der bærer sin egen titel. I øvrigt godt tænkt at fatte sig i korthed så de ordblinde læsere let vil kunne scanne digtene med fx Google Lens og således få dem læst op. Og lad det bare være sagt: det her er virkelig utroligt velskrevet. Det er poetisk, til tider lyrisk og konsekvent koncist. Du finder ikke ét overflødigt ord her! Dertil skifter Trine Juul mellem at bruge troper og metaforer til at billedliggøre de mange strøtanker; andre gange tager hun udgangspunkt i meget specifikke situationer, som når regnestykker bliver til regnehistorier; når man er nødt til at gå midt i filmen, fordi man skal ud at læse med Åse, eller når man er den eneste i klassen, der ikke skal lukke sin computer:

“Dansk er en leg
jeg ikke altid
er helt med i
fx når man dansklærer råber:
”alle mine elever
– undtagen dig –

luk jeres computere!”
så føler jeg mig lidt
som en kylling
der ikke kommer
med de andre hjem”

Igennem sine digte forklarer Trine Juul ganske fremragende den indre konflikt, der kan rumstere hos ordblinde, hvor man på den ene side ikke vil være anderledes og skille sig ud fra flokken, men samtidig være bevidst om, at man har brug for andre midler og metoder til at få opfyldt et grundlæggende kompetencebehov. Man vil ikke stemples som ”den ordblinde”, men samtidig skaber det ubehag, når vikarer, lærere og venner ikke ved eller glemmer, at ”jeg godt kan sidde og sne lidt indvendigt”, som det så fint hedder. Måske det netop er dén følelse, Dorte Karrebæk har forsøgt at fange på bogens forside?

Og lad os lige snakke om Dorte Karrebæk et øjeblik! Dorte Karrebæk har længe truet med – og i perioder gjort alvor af et otium, men heldigvis for alle billednydere kan hun umiddelbart ikke dy sig for at titte frem fra sit tegne-hi og velsigne os med sin vidunderlige streg. Dorte er selv ordblind og det kunne derfor tænkes, at hun har en personlig investering i dette projekt. Hun har i hvert fald ikke holdt tilbage af sin Karrebæk’ske legesyge og originalitet. Det er skørt, abstrakt, komisk, ekspressivt og poetisk, og illustrationerne både komplementerer og udvider digtene. Og så har hun begået en lille genistreg – eller måske rettere kopieret sin egen genistreg fra da hun udarbejdede “Hvor svært kan det være?” plakatsættet, hvor hun har erstattet en masse ord i en tekst med små vignetter og tegninger, der besværliggør afkodningen betydeligt! – og dér går det op for en, som man sidder der og er på overarbejde for at finde hoved og hale i teksten med de mange billeder, at det måske er sådan, det føles at være ordblind. Genialt.

Trine Juul slutter også selv af med en lille genistreg hen imod bogens slutning, hvor hun låner den 10-årige engelske skoleelev Alexandra O’Dwyer digt ”Dyslexia”, der kan læses både oppefra og nedefra, og hvis betydning ændres diametralt afhængig af, hvordan man læser den. Fx bliver ”Jeg er en fiasko. Ingen kunne nogensinde overbevise mig om at jeg kommer til at klare mig godt i livet” til ”Jeg kommer til at klare mig godt i livet. Ingen kunne nogensinde overbevise mig om at jeg er en fiasko”, når man skifter læseretning. Og på samme måde bruger Trine Juul dette lånte digt som vendingspunkt for digtsamlingens narrativ. Alt før digtet drejer sig primært om det, der er svært ved at være ordblind. På den anden side af digtet begynder positive tanker og anskuelser at spire ud af teksterne, bl.a. da klassekammeraterne giver et syltetøjsglas fyldt med søde sedler i fødselsdagsgave:

”det var min klasse
der mindede mig om
at jeg ikke er
den dårligste til alt
tværtimod er, kan og har
jeg åbenbart meget
når jeg lige får tid
til at folde det ud”

Et digt, der som en sidste bemærkning understreger, hvor bærende en rolle alle, der omgås ordblinde, har i at få dem til at føle, tænke og tro godt om sig selv, og ikke føle sig forkert eller negativt anderledes.

Trine Juul og Dorte Karrebæk er et fabelagtigt makkerpar, der med “Min hjerne er en snekugle” giver et fortrinligt indblik i ordblindhed med en indsigtsfuld, gennemsympatisk, skønt illustreret og yderst velskrevet digtsamling, som er tilegnet litteraturarbejde i 4. – 7. klasse, men som ærligt talt bør læses af alle.