”Viskelæderet gnider mod bordpladen, men ordet bliver ved med at stå der, uanset hvor
meget Sylvester kæmper og prøver. Minimund. På rækken foran sidder de. William griner ad Sylvester. Esben graver dybt ned i sin skoletaske og finder en aflang, gul ballon. Han kigger på Sylvester, imens han puster den op til en pølse og
slipper luft ud af den, så det piber højt. IIIIIIIUUUUWWWWW! Det er sådan, Sylvester lyder, råber Esben.”
Det er ikke nemt at være en lille tynd dreng med en tynd stemme. Det er ikke nemt at være
Sylvester i bogen Minimund, hvor forfatterparret Thomas Korsgaard og Frida Brygmann har samarbejdet med Lasse B. Weinreich, der har tegnet.
Det er en helt klassisk mobningshistorie, hvor matematiklæreren TøndeHanne er en
uforstående karikatur af en matematiklærer, klassekammeraterne er fjolser, og redningen
kommer fra Nogen Kristiansen. Han kommer, da Sylvester har skrevet et brev med ordlyden:
“Hvis nogen læser det her, så hjælp mig dog!!! Venlig hilsen Sylvester Torkildsen.
P. S. Jeg går i 2. b og bor på Myretuevej 5 i det gule hus.”
Som en anden Karlson på Taget kommer Nogen Kristiansen ud af det blå og hjælper Sylvester. Det er en fortælling, der er lidt trættende i karikaturtegningen af lærere, forældre, skole og elever. Der er ikke meget humor i bogen, der er ikke megen alvor. Der er en problemløsning på mobningen, der er helt klassisk: Man skal stå ved, hvem man er. Man skal ikke lade sig kue. Man skal tage ansvar for sig selv. Og så hjælper det jo også lidt, hvis piger som Cindy lige bakker op.
Det er ikke en uforglemmelig billedbog. Den vil sige noget godt, moralen er fin, men det tager vældig lang tid at nå frem til denne morale.
