”Jeg gav mig selv lov til at tænke på Sylvia, og jeg gøs ved tanken. Uanset, om hun havde troet på Modehuset House of Serendipity eller ej, så havde jeg gjort det. Jeg havde mærket det, da Delphine blev præsenteret til sit debutantbal, og da Agapantha red bort i natten. Jeg havde mærket det i mig selv, da jeg dansede i min Hekate-kjole. Jeg ville ønske, at jeg bare skammede mig og helst ville have, at det aldrig var sket, men sådan var det ikke. Det var det mest fortryllende, jeg havde oplevet i hele mit liv.”
Vi befinder os i London i 1920’erne, hvor vi skiftevis følger pigerne Myrtle og Sylvia. Myrtles familie har haft en skrædderbutik i mange år, men har nu mistet butikken, og Myrtle skal derfor i huset som tjenestepige for hertugen af Avalon. Her møder hun datteren i huset, Sylvia, som (selvom hun er forkælet) er en både rapkæftet og følsom pige.
Myrtle og Sylvia er jævnaldrende, og imod alle odds finder de to piger hinanden og bliver veninder. Især mødes de om deres fælles passion for modedesign og drømmen om at skabe et modehus sammen. Sylvia er fantastisk til at designe nyskabende kreationer, og Myrtles fortid i skrædderbutikken, hvor hun har fulgt sin far, har givet hende både interessen og bestemt også flair for at kunne sy de kreationer, Sylvia tegner.
Undervejs i romanen får de to piger viklet sig ind i flere situationer, hvor de ved hjælp af deres nyskabende designs (anonymt) får hjulpet fx Sylvias storesøster, der skal til sit debutantbal og ikke vil have sin rædsel af en dyr fransk kjole på. Myrtle og Sylvia får i nattens mulm og mørke redesignet kjolen, så den bliver helt fantastisk.
Pigernes venskab bliver også udfordret i romanen, for nok har de en fælles passion for modedesign, men de kommer samtidig fra meget forskellige samfundslag og har haft en meget forskellig opvækst, og det gør det af og til svært for dem at forstå hinanden.
Undervejs er bogen af og til illustreret af Catharine Collingridge i sort-hvide stregtegninger af pigernes kreationer. Det fungerer virkelig godt at man kan se skitser af kjolernes design; det gør det lettere i forhold til de skrevne beskrivelser at se kreationerne illustreret.
Hvis man godt kan lide de vibes af gamle dage, der er i serien ”Mit navn er Justice”, vil man uden tvivl også falde for denne. Der er både delen med selve tidsbilledet, der bliver beskrevet virkelig godt, og så skal man absolut også læse den for beskrivelsen af et par ukueligt, seje piger, der trodser datidens idealer om, hvordan kvinder skulle opføre sig og i stedet skaber deres egen fremtid, som de gerne vil have den.
Alt i alt en fremragende roman om venskab, modedesign og at turde stå ved sig selv, uanset hvad omverdenen tænker om én.