Det er svært at skrive og illustrere for mindre børn om det at være barn i en krigszone i et krigshærget land. At gøre det uforståelige forståeligt for barnelæseren, at vi er i et område, hvor ikke engang mor kan garantere, at der ikke sker noget ondt.
For det onde sker – en granat eller bombe rammer boligblokken, hvor Noah, hans mor og hans tøjkanin bor. Mor skal passe på Noah, og Noah på tøjkaninen; men det er lige ved at gå helt galt:
”Når bragene er meget høje, siger mor at der ikke sker noget. Noah kan godt lide at der ikke sker noget. Det ville være dejligt hvis det var lidt tiere der ikke skete noget.”
Bomben slår ned og virkeligheden forandres for altid for synsvinkelbæreren Noah – og hans Ville Kanin og mor. De overlever, men boligblokken er gjort ubeboelig – resten af historien kender vi voksne med flugt, flygtningelejre, mere flugt og, hvis man overlever, et liv som flygtning i et fremmed land.
Når kaniner er bange er en både barsk, men samtidigt poetisk fortælling. Den er resultatet af et samarbejde mellem den norske forfatter Arne Svingen, hvis korte, præcise og til tider poetiske tekst er gendigtet på et lydefrit og mundret dansk af Ida Jessen, og så den myreflittige danske illustrator Kamila Slocinska.
Hendes streg og billedkomposition er letgenkendelig – her er ikke tale om skønmaleri, men om særdeles udtryksfulde illustrationer, der rammer fortællingens dramatik og personer præcist gennem antydede detaljer – ben der ikke er tegnet ”færdigt” – og gennem en ekspressiv brug af synsvinkler og linjer. Vi følger også her i billedsiden Noah på en måde, der gør det let at følge hans sindsstemninger. Dramatiske opslag, der antyder ødelæggelserne, suppleres af varme opslag, hvoraf det mest udtryksfulde måske er en afbildning af Noah i moderens varmt røde favn, Noah, som en tryg dreng med lukkede øjne, men moren med udtryksfulde, triste og bange øjne. En anderledes madonna med barnet. Der er i illustrationerne anvendt et farvevalg, der underbygger tonen og medvirker til at skabe handlingen i bogen – en rød, der symboliserer kærlighed og varme, men også blod. Mørke farver, der underbygger grundtonen i fortællingen og lidt kuldslået blåt og grønt, som da:
”Solen kigger ind i lejligheden. Den skinner som pile gennem tågen. Noah kan bedre lide sol end måne, for måne betyder nat. Nu kan han næsten se hvor han er. Og Noah vil ikke være her mere.”
Er det nu nødvendigt med en fortælling som Når kaniner bliver bange?
Det er det desværre, hvis litteraturen for børn skal afspejle den virkelighed nutidens børn lever i. Ofte er der tale om børn de møder i daginstitutionen, på vejen hvor de bor og i indskolingen. Og måske møder de ikke mindst problemstillingen i medierne – nettet, nyheder på DR-Ultra, og hvor børn ellers zapper hen på tablet – computeren. For virkelighedens små Noah’er og deres mødre er lige derude. Hvor faren i fortællingen er, er det op til læseren at afgøre.
I Når kaniner bliver bange får man en på samme tid poetisk, men barsk fortælling, der for barnelæseren ender en lille bitte smule godt med mor, Noah og tøjkaninen i ambulancen.
Værket anbefales til dialogisk oplæsning, hvor der er samtidsbevidste børn og voksne tilstede. Den kan passende suppleres med Inge Duelund Nielsen og Birde Poulsens fremragende billedbog om flugten over Middelhavet Silja min Silja fortalt i dukke-/ børnehøjde (Dansk Skoleforening for Sydslesvig og CFU Sydslesvig, 2018).
Så er man klædt godt på til nogle væsentlige snakke med børn.
Når billedbogen lykkes, der hvor tekst og billedside er lige stærke, supplerer hinanden og skaber et hele, er den et stærkt æstetisk våben i oplysningens tjeneste – og det er denne billedbog. Tak for det til Kamila Slocinska og Arne Svingen.