Piratbarn har ikke længere brug for sin sut

‣ Forfatter: Annette Herzog

‣ Illustrator: Pernille Lykkegård

‣ Udgivelsesår: 2020

‣ Pris: 149,95

‣ Målgruppe:2+

‣ Sidetal: 32

‣ ISBN: 9788763861533

Piratbarn elsker sin sut! Han vil gøre alt for den: springe i havet og redde den fra hajerne; stå op midt om natten og
finde den, når skibsspøgelset har taget den; snige sig forbi en sovende krokodille for at samle den op. Ja, hvad som
helst. Piratmor og Piratfar forstår ikke, at man kan være så modig og samtidig ikke kunne undvære sin sut – men sådan er det altså bare. I hvert fald indtil Piratbarn en dag hører nogen græde…

Piratbarn har ikke længere brug for sin sut er en klassisk lejlighedsbog; den henvender sig til barnet, der snart
skal holde op med at bruge sut – eller måske er holdt op for ikke så længe siden. Og med det for øje, fungerer den
egentlig rigtig fint. Den er humoristisk og lidt overraskende, og den lader barnet selv være drivkraften; det er Piratbarn selv, der beslutter hvornår han er klar.

Illustrationerne er fine, farverige og stemningsfulde akvareller, der supplerer teksten og tilføjer detaljer, der kan
give anledning til snak undervejs i læsningen.

Men. Bogen har en detalje, der springer noget i øjnene – særligt taget i betragtning, at den er næsten spritny (fra 2020). I bogens slutning hører Piratbarn nogen græde. Han kigger ud fra skibet og ser en lille båd med en mor, en far og en grædende babypige. Han giver sin sut til babyen, og alle bliver glade.

Det ville i og for sig være ganske fredeligt, hvis ikke lige det var fordi, at den lille, hjælpeløse familie er de eneste
mørkhudede personer i fortællingen (babys mor har også et stort tørklæde bundet i turbanform om hovedet og
kæmpestore guldfarvede øreringe, for nu at fuldende billedet). Piratbarn selv og hans forældre er lyse i huden.

Der er ingen tvivl om, at her ikke er nogen racistiske hensigter – teksten nævner end ikke familiens udseende; dette
fremgår kun på billedsiden. Problemet er, at rollefordelingen her er et skoleeksempel på en såkaldt ‘hvid frelserfortælling’, hvor den hvide helt optræder som de ikke-hvides bipersoners redningsmand fra deres vanskelige kår. Dette billede er med til at opretholde den kulturelle forestilling om at ikke-hvide mennesker har brug for hvide
menneskers hjælp og støtte for at kunne klare sig – ultimativt forestillingen om ‘white supremacy’/‘hvidt overherredømme’.

Det kan nok virke som stor ståhej for ingenting, når det omhandler to illustrationer i en billedbog, men faktisk
mener jeg, at det er ganske væsentligt. Når vi præsenterer børn for verden gennem bøger, kan der af og til optræde forældede og fordomsfulde opfattelser – mere eller mindre subtilt. Dette forekommer som regel i ældre bøger, og vi kan som op- og medlæsere pege på dem og tale om dem, den kontekst de står i og den tid, de kommer af. Men i nyere udgivelser – som den forhåndenværende – bliver det lidt vanskeligt at tale om ‘dengang, hvor man
troede, at hvide mennesker var meget bedre end andre, og derfor altid lod helten være hvid og den hjælpeløse brun.’

I den aktuelle tidsånd virker det faktisk direkte mærkeligt.

Konklusionen må altså være, at dette som udgangspunkt er en vældig fin og morsom billedbog om ‘slut med sut’ – men med en noget uheldig og uhensigtsmæssig detalje.

Anmeldelsen er skrevet af Maria Seebach

Maria er uddannet pædagog og arbejder som sådan i en vuggestue i Hørsholm. Maria har specialiseret sig i de 0-6årige og bl.a. beskæftiget sig med pædagogens valg, vurdering og brug af børnelitteratur i daginstitutionen – derigennem har hun fået et særligt fokus på, hvordan forskellige bøger præsenterer børnene for forskellige udtryk, både æstetisk og kulturelt. Maria har især interesse i bøger henvendt til aldersgruppen 0-6 år, dvs. hovedsageligt billedbøger med hovedvægt på billedsiden og mere eller mindre tekst.