Sejr havde hår på den og faktisk haft det lige fra starten. Da han begyndte i klassen, var det bare en lille samling af sort skygge lige over tissemanden, som om Hitler var flyttet ind i hans underbukser. Siden var hårene vokset, og der var blevet flere af dem, så de nu var krøbet helt tæt sammen i deres eget indforståede krat […] Selv lignede han stadig mest en baby, der havde fået lov at få bleen af, fordi han skulle bygge sandslotte i vandkanten.
Melvin og Sejr er bedste venner og går i samme klasse. De har det egentlig godt og sjovt med hinanden, men selvom de går i samme klasse og er nogenlunde lige gamle, er der meget stor forskel på dem. Puberteten står for døren, men hvor Sejr og desuden en stor del af resten af klassen er trådt ind i den med syvmileskridt, hænger Melvins fysiske og interessemæssige udvikling noget i bremsen. Sejr får kærestebreve og interesserer sig for piger, og pigerne begynder at få bryster og interesserer sig for drenge. Bare ikke for Melvin. Ret beset synes Melvin, at det hele er noget underligt noget – lige indtil Maja begynder i klassen. Maja har de flotteste tænder, og Melvin kan ikke lade være med at tænke på hende, men hvorfor skulle hun egentlig være interesseret i ham?
Ifølge Melvins far, der i øvrigt er pedel på Melvins skole, er den sikre vej til at vække pigernes interesse at spille i et band. Melvins far spiller selv musik og spillede i band, da han var yngre, så Sejr og Melvin beslutter sig for at starte et band. Det er imidlertid lidt udfordrende, da de er begrænset af musikundervisningens sølle instrumentudvalg: Et band kun med trommer og rasleæg var som overmunden på en seks-årig: Der manglede ligesom noget. Det løser sig imidlertid, og inde længe skal de optræde med deres første koncert.
Lad mig sige det med et samme: Jeg er meget begejstret for denne bog. Ikke kun fordi fortællingen er sød og rørende – den handler om en dreng, der tumler med en masse forvirrende følelser og ikke helt kan forstå eller følge med i de forandringer, der sker omkring ham – men også fordi den er fortalt på en måde, der er helt tilpas. Bogen er fyldt med en lun og visuel humor, der aldrig kammer over, men som er forståelig, direkte og til tider hylende morsom. Den beskriver Melvins følelser, så de bliver håndgribelige og genkendelige, men uden at de kommer til at at dominere i handlingen. Således bliver historien meget rørende og nærværende dog uden på noget tidspunkt at blive sentimental. Heller ikke når det drejer sig om Melvins mor. Hun døde, da Melvin var ganske lille, og han har derfor ikke rigtig nogle minder om hende. Alligevel dukker hun hele tiden op i hans tanker, og han bliver naturligvis mere og mere nysgerrig på at vide mere om hende. Refleksion og eftertænksomhed er i højsædet og går i den grad i takt med humoren og varmen, når vi følger Melvins udvikling i den foranderlige og til tider uforståelige verden, han omgives af.
Bogen henvender sig ifølge forlaget til børn fra 8 år, hvilket i min optik mest er et udtryk for, at bogen er ganske let at læse. Jeg tror, at de yngste i målgruppen vil få rigtig meget glæde og blive underholdt af bogen, men hvis man skal have nuancerne med, forstå analogierne samt sætte sig ind i og relatere til de mange følelser og tanker, så skal man nok være en smule ældre.
Pissemyre vil egne sig godt som frilæsningsbog på mange klassetrin. Da den er underholdende og nærværende og samtidig let at læse, tror jeg, at den i særdeleshed vil egne sig til de lidt svagere læsere, der måske mangler motivation. Disse læsere vil både få en god læseoplevelse og finde ud, hvad litteratur kan gøre ved én.
