Drengen Linus har ikke så mange venner. Han er for nørdet, mener han selv. Til gengæld har han åbnet sit eget privatdetektivbureau i en gammel campingvogn. Her møder han pigen Stella, hvis mor er forsvundet. Stella skal bruge en dygtig privatdetektiv til at løse gåden. Hun er overbevist om, at den kvinde, der giver sig ud for at være hendes mor, i virkeligheden er en bedrager, der har noget at gøre med den rigtige mors forsvinden. Linus tager sagen, og inden længe er han kommet tæt på farlige bankrøvere, der ikke skyr nogen midler i jagten på penge. End ikke kidnapning.
Privatdetektiv er skrevet således, at læseren selv kan vælge handlingsforløbet undervejs. Det er et fint tiltag, der er tænkt som motivation for de børn på folkeskolens mellemtrin, der til tider kan have svært ved at gå i gang med en almindelig roman. Bogen er en del af Alineas Rød Læseklub – Labyrint, der henvender sig til læsere fra 8 år og opefter, og selve tanken om lettilgængelige bøger for mellemtrinsbørn er på alle måder kærkommen, da det netop er i disse år, at gode læsevaner bliver dannet. Teksten er altså læsepædagogisk bearbejdet, og det er et godt initiativ, selvom der er en del konkurrence på markedet.
Netop i den sammenhæng, synes jeg ikke, at Privatdetektiv står distancen. Bogen er for overfladisk, og kvaliteten af Daniel Zimakoffs øvrige forfatterskab taget i betragtning, blev mine forventninger ikke indfriet i denne omgang. Flere af de valg i handlingen, som læseren kan træffe undervejs, fører til meget hurtige og ikke specielt opfindsomme slutninger, og den endelige slutning er decideret uinspirerende og vil formentlig skuffe en del læsere, der sammen med Linus har gjort deres bedste for at opklare sagen om den forsvundne mor. Jeg mener ikke, at alle børnebøger skal ende i fryd og gammen, men hvis bogen har til hensigt at inspirere unge læsere til læsning, skal der måske nok en forløsning til, og den kommer aldrig i Privatdetektiv. Det virker som om, at Linus nærmest skal straffes for sit heltemod, og jeg forstår ikke hvorfor.
Historien er illustreret af Thomas Hjorthaab, hvis illustrationer danner et sort/hvidt baggrundstapet for historien. Det fungerer glimrende, og grafisk passer det til den til tider action-mættede historie. Illustrationerne rammer bogens målgruppe uden at blive for barnlige; de taler med og ikke ned til læseren. Desuden sælger forsiden og parateksten bogen godt.
Privatdetektiv henvender sig primært til drenge, der i nogle tilfælde kan have svært ved at finde motivation til læsning, når GTA, FIFA eller The Crew venter inde på værelset. Bogen er letlæst og action-packed og har et overskueligt omfang, men kvaliteten kunne godt få nogle nøk opad.
